Skip to main content
Karriere

- En akademiker giver et andet modspil i virksomheden

For et halvt år siden ansatte Malene Jacobsen den første akademiker i sin lille virksomhed Jacobsen Møbler

Af Stine Charlotte Hansen, , 21-08-2018

På seks måneder er læserskaren på nyhedsbrevet fra Jacobsen Møbler vokset fra 3000 til det dobbelte. Dagligt er der mange flere, som klikker på webshoppen.

Resultaterne betyder, at virksomhedsejer Malene Jacobsen kan være tilfreds med sin beslutning om at ansætte en akademiker.

Det er fire år siden, hun skabte virksomheden Jacobsen Møbler i Aabenraa sammen med sin mand Stig og to ansatte. De seneste to år har forretningen udvidet med en webshop, og i dag har den tyve ansatte. 

- Vi havde brug for en, som kunne løfte opgaverne med kommunikation, for dem er der mange af i en virksomhed som vores. Især med en webshop, hvor det ikke er nok at skrive ”lampen er fin”, hvis man også vil ses, forklarer Malene Jacobsen. 

Gennem et samarbejde med Syddansk Universitet øjnede hun en mulighed for at få en anden profil ind i virksomheden.

Virksomhedsejeren kan se klare resultater

Malene Jacobsen ansatte Sofie Hjort, som havde læst international virksomhedskommunikation og var nyuddannet.

- Jeg kunne mærke, at Sofie turde tage en ærlig snak. Jeg er sådan en, der sender mange bolde af sted, og det er vigtigt, at nogen kan sige til mig, at det enten er gangbart eller måske ikke er lige nu, vi skal nogle af de ting. Det er godt med ping-pong, forklarer Malene. 

I dag er Sofie faldet godt ind i virksomheden. Men det er også noget, Malene har arbejdet for. De to sidder lige overfor hinanden, og der er ikke langt fra tanke til handling.

- Jeg kan jo se, at vi får meget ud af Sofie. Der er kommet 3000 nye læsere på nyhedsbrevet, efter hun har overtaget det. Og vores webshop er blevet meget mere synlig på internettet, fordi Sofie ved, hvordan hun skal skrive, så vi kan SEO-optimere. 

Akademikeren stiller mange spørgsmål

Malene understreger, at der bliver stillet mange spørgsmål om, hvorfor tingene bliver gjort, som de gør. Men det ser hun som noget positivt, for de kan af og til finde nogle smartere måder at gøre tingene på. 

Samtidig har hun sikret sig, at Sofie kan løfte opgaver i hele virksomheden.  

Det betyder, at når pakkefolkene har ferie, står akademikeren en uge og pakker varer. Men så opdager hun også, at arbejdet med at pakke kan gøres på en mere smart måde, end de plejer. 

- Jeg tør tage på ferie nu, fordi jeg ved, der er en, som tager over på kontoret og får løst problemerne, hvis de opstår, og jeg ikke er der, siger Malene. 

Det kræver den rette indstilling at ansætte en højtuddannet

Hun kan se på bundlinjen, at det betyder noget at ansætte en akademiker, men det sker ikke af sig selv. 

- Det er blandt andet derfor, jeg tager hende med på indkøb hos forhandlerne, for jo bedre hun kender forretningen, jo mere kan hun byde ind med. Men jeg skal jo også selv tænke over, hvordan jeg giver hende opgaver og udfordrer hende.

For at kunne give sin nye ansatte de bedst mulige vilkår, har Malene Jacobsen deltaget i forløbet ”Få succes med ansættelsen”, som bliver kørt af Syddansk Universitet.  

Jacobsen Møbler er en af tre nominerede virksomheder, som kan vinde Akademikerprisen 2018. 

 

 
Skab vækst i din virksomhed - ansæt en akademiker

SMV’er, som ansætter en akademiker, sammenlignet med smv’er, der ikke ansætter en akademiker, over en treårig periode, kan opleve: - At øge medarbejderstaben med 4,5 medarbejdere - At have en 38 procent højere værditilvækst siden året inden ansættelsen - At virksomheden har en 2,2 procentpoint højere sandsynlighed for at overleve.

8 ud af 10 har ikke ansat akademikere

Vidste du, at 80 procent af de små og mellemstore virksomheder ikke har ansat en akademiker? Kilde: Værdien af ansættelsen af den første akademiker i smv’er. Epinion for Akademikernes A-kasse og Djøf.

Jacobsen Møbler er med i KOMPAS

KOMPAS-projektet arbejder for at skabe udvikling og vækst gennem tilførsel af viden i små og mellemstore virksomheder i Region Syddanmark.

Ansvarlig for siden: Stine Charlotte Hansen

  • SDU RIO Syddansk Universitet
  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230
  • Telefon: 65502022
Redaktionen afsluttet: 21.08.2018