Skip to main content
DA / EN
Ugens tilbageblik

Ingen skeletter i skabene

Ingen anatomiundervisning uden skeletter - og i midt 60'erne var skeletter svære at skaffe.

Universitetsadministrator Bengt Bengtson var manden, som spillede hovedrollen i skabelsen af Odense universitet. Fra november 1964 arbejdede Bengtson med planlægning og udførelse af byggerier, koordinering af ansættelse af forskere og undervisere og alle de praktiske udfordringer fra tegnebræt til virkelighed.
Til universitetets 40 års jubilæum i 2006 var Bengt Bengtson festforelæser, og han fortalte bl.a. om de praktiske problemer omkring undervisningsmaterialer til de medicinske fag.  

Ét af problemerne var skeletter

Bengtson havde hørt, at Franz Bierring fra København kunne forventes at blive udnævnt til universitetets første professor i anatomi. Bierring havde allerede ansat nogle studentermedhjælpere til at lave præparater til mikroskopi, og han havde også løsninger på en række andre udfordringer, men:

”Jeg har imidlertid ét stort problem, som jeg ikke kan finde en løsning på. Jeg skal helt fra starten bruge et antal rigtige skeletter i undervisningen, og da de kun kan fås i Indien, kan de ikke nå at komme frem til semesterets start, selvom vi bestiller dem straks”, fortalte Bierring til Bengtson.

Bengtson var på forkant

Heldigvis kunne Bengtson fortælle den nye professor i anatomi, at han allerede havde hørt om udfordringen omkring skeletter fra andre forskere, som havde sagt præcis det samme.

”Derfor havde vi i administrationen i dette specielle tilfælde vovet på egen hånd at købe et parti skeletter i Indien, og de var allerede på vej til Danmark og ville være rettidigt fremme”, fortalte Bengtson.

Professor Bierring blev meget glad for, at hans problem var løst, og i administrationen var vi lettede over, at vi ikke risikerede at brænde inde med et parti skeletter i vores skabe.

[Billed: Skelet til anatomiundervisning, 1967. I baggrunden ses stud.med. Kurt Klünder]

Redaktionen afsluttet: 31.10.2016