Anne Marie Møller

Formål

Hovedformålet med dette studie er at undersøge hvordan hjemmebaseret behandling over videokonference opleves og opfattes af behandlere og voksne ambulante patienter i Psykiatrien i Region Syddanmark.

 

Baggrund

Siden begyndelsen af 2015, har Psykiatrien i Region Syddanmark tilbudt telepsykiatrisk hjemmebehandling, også kaldet klinisk videokonference, til ambulante patienter på forsøgsbasis. Studier fra udlandet har vist, at klinisk videokonference er lige så effektiv som ansigt-til-ansigt behandlinger i forhold til kliniske outcome. Studier viser også at patienter og behandlere generelt set er tilfredse med behandlingsformen. Dog er der stadig et behov for at undersøge hvordan klinisk videokonference bliver opfattet i en dansk kontekst, såvel som at undersøge hvilke patienter der i særlig grad vil drage nytte deraf og hvordan klinikerne bedst bruger behandlingsformen i deres hverdag. Resultaterne vil bidrage til vores viden om telepsykiatrisk hjemmebehandling, og de skal bruges i udviklingen af guidelines om hvordan kliniske videokonsultationer skal bruges, og dermed forbedre behandlingskvaliteten for patienter i Psykiatrien.

Primære forskningsspørgsmål

  1. At undersøge hvilken kulturel praksis der omgærder den kliniske videokonsultation, samt at undersøge hvordan patienter og behandlere håndterer kommunikation og hvordan deres forhold udspiller sig.

  2. At undersøge hvad der karakteriserer de patienter der vælger klinisk videokonference sammenlignet med de ikke gør, og at undersøge hvilke særlige træk eller omstændigheder hvor klinisk videokonference er særligt egnet og hvor det ikke er egnet.

  3. At undersøge patienter og behandleres refleksioner over hvorfor de deltager i kliniske videokonsultationer, samt at undersøge hvad de synes om behandlingsformen og hvilke oplevelser de har haft.

Metode

Metoden er delt op i to dele. Den første del er et observationsstudie af konsultationer hvor klinisk videokonference bliver brugt. Den anden del baseres på dybdegående interview med voksne ambulante patienter og behandlere der kender til klinisk videokonference, samt patienter der har takket nej til at bruge videokonference. Metodologien er baseret på Grounded Theory.

Vejledere:

Pernille Tangaard Andersen, professor, SDU, IST, Forskningsenheden for Sundhedsfremme

Jens Peter Hansen, Psykiatrisk Afdeling Esbjerg

 

Tidsramme

1. februar 2016 - 31. januar 2019

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies