Velkommen til over 900 nye ingeniørstuderende

Dekan, borgmester, tutorer og mentorer stod klar til at tage imod de nye ingeniørstuderende.

Tirsdag tog flere end 900 af morgendagens ingeniører hul på deres studietid på SDU, og de omkring 800, der skal studere i Odense, blev budt velkommen af både dekan og borgmester, inden der blev taget hul på en uges introarrangementer.

”Vi har glædet os til at møde jer og sammen med jer tage vores nye, topmoderne faciliteter her på Campus fuldt i brug,” sagde dekan Henrik Bindslev.

”I har valgt en svær og krævende uddannelse. Men en der er spændende og perspektivrig. Perspektivrig for jer. Den åbner vejen til et spændende arbejdsliv. Et arbejdsliv hvor I kan gøre en virkelig forskel for andre. Og perspektivrig for samfundet. For vi, samfundet, har brug for jer,” sagde han.

Studiebyen Odense

Mens dekanen bød velkommen til studiet, bød Odense borgmester, Anker Boye, de studerende velkommen til selve byen. Han opfordrede de unge til at bruge byen – og især Odenses mange kulturtilbud.

Oplagte tutorer og mentorer stod naturligvis også klar og vil i de kommende uger gøre deres til, at de nye ingeniørstuderende får en god start på deres studie.

Se billeder på Facebook.

Læs dekanens tale.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies