Skip to main content

Robotworkshop trækker historiske linjer: Baner vejen for robotter og grøn omstilling på værfter og i vindmølleproduktion

Der bliver trukket tråde tilbage til etableringen af den fynske robotklynge og frem mod et kæmpe potentiale for robotter og digitalisering, når SDU, Odense Robotics og en række partnere inviterer til workshop den 17. august hos Odense Havn i Munkebo om brugen af ny teknologi og grøn omstilling i den maritime sektor, energibranchen og byggeriet.

Af Jakob Haugaard Christiansen, , 02-07-2021

Robotterne har i løbet af de seneste 10 år etableret sig som et nyt vækstområde med 8500 ansatte på Fyn og i Danmark som alternativer til nogle af de historisk stærkeste brancher herhjemme.

To af dem er den maritime sektor og energibranchen, ikke mindst i form af det danske vindmølleeventyr. Netop værfter og vindmølleproducenter er blandt de globale danske industrier, som en workshop på Odense Havn i Munkebo den 17. august særligt henvender sig til.

Under overskriften “Robotics, Digitisation and Green Transition in Large Structure Production” inviterer Syddansk Universitet og Odense Robotics sammen med Odense Havn til robotworkshop på Lindø-området efter sommerferien. Der er lagt op til en dag med fokus på robotter, digitalisering og ikke mindst den grønne omstilling, som kan følge med brugen af ny teknologi på værfter, i vindmølleproduktionen og desuden i byggeriet.

-    Med workshoppen vil vi gerne øge opmærksomheden på brugen af robotter og automation i nogle store og historisk vigtige brancher i Danmark, hvor der faktisk er et stort og uudnyttet potentiale. Workshoppen skal være med til at sikre, at flere indenfor den maritime sektor, byggeriet og energiområdet tager ny teknologi ind, siger Christian Schlette, professor fra SDU Robotics, Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet.

Han er selv oplægsholder på en dag, der er halvt fyldt op med indlæg fra talere som Dansk Metals formand Claus Jensen og Mikkel Christoffersen, adm. direktør i robotklyngen Odense Robotics. Claus Jensen er desuden formand for Vækstteam Fyn, der netop har sat visioner på betydningen af robotterne indenfor Large Scale Products i en række anbefalinger.

Udover store industrivirksomheder fra den maritime sektor og vindmøllebranchen er robot- og automationseksperterne fra robotklyngen naturligvis også inviteret i en ambition om at bringe parterne sammen, så alle får øje på mulighederne, siger Christian Schlette fra SDU.

-    Der er et stort potentiale i de sektorer, fordi de ofte har så travlt med at producere, at de ikke altid har øje for mulighederne ved at erstatte manuelt arbejde i både produktion og papirarbejde, at de ikke får sat i gang de investeringer og den innovation, som ofte sker i de mindre robotvirksomheder, siger professoren.

Workshop efter talerne

Mens den første del af dagen er sat af til en række talere, hvor deltagere også kan følge med online, så kræver den anden halvdel af programmet, at man fysisk er til stede.

Her finder den egentlige workshop sted, hvor deltagerne på Odense Havn skal debattere, hvordan man får flyttet flere robotter og mere digitalisering ind i produktionen af store konstruktioner i byggeriet, vindmøllebranchen og energisektoren. Skulle man være forhindret i at dukke op, har den fjerde partner bag dagen, Enterprise Europe Network, arrangeret en match-making-event online samtidigt.

Med en robotworkshop på industriområdet i Munkebo bliver der trukket nogle historiske linjer tilbage til Lindøværftet, hvor etableringen af robotklyngen i Odense og på Fyn oprindeligt blev startet. Samtidigt er der i allerhøjeste grad udsigt til en fremtid, hvor robotterne også skal gøre sit indtog i de brancher, som i dag fylder mest på de tidligere værftsområder.

-    Odense Havn er det perfekte sted at afholde workshoppen, da der er en direkte historisk linje til skibsværftet. Det var derfra, af robotklyngen og indsatsen her på SDU startede i sin tid. Desuden er mange af de parter, som vi gerne vil i kontakt med som Bladt Industries, Vestas og værftet Fayard, allerede til stede på Odense Havn, siger Christian Schlette.

Det er gratis at deltage i workshoppen, men på grund af corona-pandemien er det nødvendigt at tilmelde sig, hvilket kan gøres her: https://event.sdu.dk/large-structure-production. Tilmelding skal ske senest den 12. august.

Fakta:

Robotics, Digitisation and Green Transition in Large Structure Production

SDU Robotics står sammen med Odense Robotics, Odense Havn og Enterprise Europe Network bag robot- og digitaliseringsworkshoppen den 17. august på Odense Havn i Munkebo.

Målet er er at bringe robotvirksomhederne og de store firmaer, der arbejder med store konstruktioner som vindmøller, fundamenter og skibe sammen for at blive klogere på, hvordan robotter og digitalisering kan føre til øget grøn omstilling i både den maritime sektor og energibranchen i Danmark.

På workshoppen kan deltagerne møde eksperter fra SDU og robotklyngen, høre oplæg fra Odense Havn og firmaer som Odense Maritime Technology, der har sine rødder netop på Lindøværftet.

Derudover vil der også være oplæg fra formanden for Dansk Metal, Claus Jensen, samt den danske klyngeorganisation på energisektoren, Energy Cluster Denmark. Se hele programmet her: https://event.sdu.dk/large-structure-production/programme.

Kontakt:

Julie Thygesen Rydahl, Netværks- og eventkoordinator, TEK Innovation,
Det Tekniske Fakultet, SDU: 65 50 95 89  
`
Søren Elmer Kristensen, Afdelingsleder, Chefkonsulent
TEK Innovation, 65 50 74 91

Jakob Haugaard Christiansen, journalist, TEK Kommunikation, Det Tekniske Fakultet, SDU, 40315261

Robotprofessor Christian Schlette er blandt oplægsholderne, når Det Tekniske Fakultet på SDU og Odense Robotics inviterer til workshop om brugen af robotter i large scale production i Munkebo den 17. august. Foto: Jakob Haugaard Christiansen/SDU

Redaktionen afsluttet: 02.07.2021