Millionbevilling til gylleforskning

Forskere håber med millionbevilling til gylleforskning at kunne reducere kvælstofudledning til naturen samt øge værdien af gyllen til gødning.

NaturErhvervstyrelsen har bevilget 11,3 millioner til projektet ManUREA Technology. 6,3 millioner går til idémand og projektleder Henrik Karring, lektor i Bioteknologi ved Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi.

Bedre gylle

Henrik Karring skal forske i de biokemiske processer i gylle, som medfører dannelsen af ammoniak. Projektets mål er at finde og udvikle en effektiv og billig teknologi, som vil reducere ammoniakfordampningen fra gyllen. Fordampningen medfører øget tilførsel af kvælstof til naturen, hvilket skaber ubalance i visse typer biotoper. Samtidig forsvinder værdifuldt kvælstof fra gyllen, som landmanden bruger til at gøde sine afgrøder med.

”Alt i alt vil det være godt for naturen, landmandens økonomi og dansk erhverv, hvis vi kan finde en effektiv og billig metode til at reducere dannelsen af ammoniak i gyllen. Samtidig vil projektet sikre, at Danmark forbliver førende på det internationale marked for gyllehåndtering og teknologier til reduktion af ammoniakfordampning fra husdyrgødning,” siger Henrik Karring.

De andre deltagere i ManUREA Technology er Aarhus Universitet, Landbrug & Fødevarer og Jørgen Hyldgård Staldservice A/S.

Bevillingen er givet af Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Miljø- og Fødevareministeriet.

For mere information kontakt

Lektor Henrik Karring, Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologihka@kbm.sdu.dk / mob. 21356350

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies