Gæsteforelæsning om teknologi i sundhedsvæsnet

Mennesker, patientforløb og teknologi er temaet, når gæsteprofessor Hal Wolf fra en amerikansk sundhedsorganisation forelæser ved Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet mandag den 28. januar 2013.

Det danske sundhedssystem står over for teknologiske udfordringer, når fx de elektroniske patientjournaler skal udbredes og samkøres, telemedicinen skal op i gear og it-praksisen skal styrkes.

Disse udfordringer kæmper andre lande også med, og derfor er det interessant at høre deres erfaringer og løsningsmodeller. Det bliver muligt mandag den 28. januar, når gæsteprofessor Hal Wolf forelæser på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet. Han er vicedirektør ved den store sundhedsorganisation Kaiser Permanente i USA.

Erfaring med elektronisk patientjournal
Kaiser Permanente er en vigtig spiller på det amerikanske sundhedsområde, fortæller lektor Kasper Hallenborg:

”Kaiser Permanente er kæmpe store med ni millioner medlemmer og en bred spændvidde; de dækker lige fra pleje og omsorg til operationer på hospitaler. Samtidig er det er en non-profit-organisation med en tilgang til sundhedsområdet, der minder meget om den europæiske,” siger han og fortsætter:

”Hal Wolf har været hovedansvarlig for indførslen af de elektroniske patientjournaler i Kaiser Permanente, og derfor bliver det spændende at høre, hvordan de har grebet processen an og løst udfordringerne – både kommunikationsmæssigt og teknisk,” lyder det fra Kasper Hallenborg, der selv forsker i it og infrastruktur til sundhedsområdet.

Alle er velkomne til arrangementet.

Om forelæsningen
Tid og sted:
Mandag d. 28. januar kl. 14.15-16 i Lokale U82 på Campusvej 55, Odense
Titel: 'People, Process and Technology; Change Management in Population Care'
Hal Wolf er vicedirektør ved Kaiser Permanente Federationer og er netop blevet udnævnt til gæsteprofessor ved Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet. Hal Wolf er desuden del af projektet Patient@homes advisory board.

For mere information kontakt
Lektor Kasper Hallenborg, tlf. 2135 6256 og e-mail hallenborg@mmmi.sdu.dk  

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies