Skip to main content
DA / EN
Fødevarer

Chips med mindre salt smager lige så godt

Fornøjelsen ved at spise chips forringes ikke ved at skære markant i saltindholdet. Chips smager lige så godt, når de indeholder 30 procent mindre salt. Det overraskende resultat er forskere på Syddansk Universitet nået frem til ved at teste 200 unges chips-smag.

Af Birgitte Dalgaard, , 17-06-2020

9 ud af 10 danskere spiser for meget salt, men vi kan sagtens skrue markant ned for saltet i chips, uden at smagen forringes.

Det viser et forskningsresultat fra Syddansk Universitet, hvor forskere har testet chips med forskelligt saltindhold på 200 unge.

– Det er bemærkelsesværdigt, at vores forskning viser, at forbrugerne lige så godt kan lide de chips, som indeholder 30 procent mindre salt. Samtidig påvirkede den mindre salt ikke chipsenes konsistens, siger lektor Davide Giacalone, som har publiceret resultatet i det videnskabelige tidsskrift Food Quality and Preference.

Det er bemærkelsesværdigt, at vores forskning viser, at forbrugerne lige så godt kan lide de chips, som indeholder 30 procent mindre salt.

Davide Giacalone, lektor

Den sprøde og salte kartoffelskive er blandt danskernes foretrukne hygge-snack, men for meget salt øger blodtrykket og risikoen for udvikling af hjerte-kar-sygdomme.

– I testen, hvor deltagerne fik serveret sour cream & onion chips, viste resultatet, at deltagerne bedre kunne lide de chips, som indeholdt 30 procent mindre salt end referenceproduktet, som er en populær chips på markedet.

– Referenceproduktet fik i blindtest 5,2 point, hvorimod den samme chips med 30 procent mindre salt scorede 5,7 på en 9-punkts-skala, siger Davide Giacalone.

Brandet styrer vores smag

Det er de unge på mellem 18 og 30 år, som spiser flest chips, og derfor var det 200 unge i den målgruppe, forskerne inviterede til at smage chips med forskelligt indhold af salt.

– Deltagerne blev inddelt i en gruppe på 100, hvor det var varedeklareret, at de spiste chips med 30 procent mindre salt. Den anden halvdel af testpersonerne blev udsat for blindtest, hvor de ikke vidste, hvilke chips de spiste. Efterfølgende blev deltagerne spurgt ind til smag og sprødhed, forklarer Davide Giacalone.

Men chips-testen viste tydeligt, at vores smag ikke er objektiv, men i meget høj grad styres af brandet. Forskerne kunne tydeligt se, at chipsene smagte forskelligt alt efter om deltagerne var informeret om, hvilken type chips de spiste eller ikke.

Mærkningen er vigtig

– Vi fandt ud af, at brandet har en stærk effekt på, hvordan forbrugerne oplever smagen. Testdeltagerne foretrak markant referenceproduktet, når de var informeret om indholdet. Det modsatte observerede vi, når deltagerne blev udsat for blindtest, siger Davide Giacalone og uddyber:

– Så ud over at tænke på smag og konsistens skal produktudviklere også tænke meget over mærkningen af produktet, når de udvikler saltreducerede produkter. Brandet har en utrolig stor magt for forbrugerne.

Foto: Tamas Pap / Unsplash

Mød forskeren

Davide Giacalone er lektor i testning og optimering af forbrugerprodukter ved SDU Innovation and Design Engineering. Han forsker især i forbrugernes opfattelse og adfærd over for hverdagsprodukter, primært inden for fødevarer.

Kontakt

Læs artiklen

Læs den videnskabelige artikel skrevet på baggrund af chips-testen, som lektor Davide Giacalone fra SDU Innovation and Design Engineering har foretaget sammen med sin tidligere specialestuderende i Product Development and Innovation, Sara Kongsted.

Link til videnskabelig artikel

Redaktionen afsluttet: 17.06.2020