Tysk kemikers æresprofessorat forlænget

Æresprofessor Dr. Katharina Al-Shamerys samarbejde med SDU har givet gode resultater. Nu forlænges æresprofessoratet i fem år.

Syddansk Universitet har forlænget et æresprofessorat med Professor Dr. Katharina Al-Shamery fra Oldenburg Universitet i Tyskland med fem år til november 2019. Al-Shamery har i mere end 30 år arbejdet indgående med optisk overflade- og nanovidenskab.

Al-Shamery har fungeret som æresprofessor for SDU siden 2009 og har arbejdet tæt sammen med forskere indenfor nanoteknologi ved Mads Clausen Instituttet, SDU i Sønderborg.

Vigtige resultater

Samarbejdet med MCI har resulteret i en række vigtige videnskabelige artikler og fælles publikationer. Derudover er professor Al-Shamerys arbejde inden for syntesekemi afgørende for aktiviteterne med både organiske solceller og organiske lyskilder på MCI. Det har i 2014 dannet basis for etableringen af en forskningsklynge inden for stabilitet af organiske anordninger, der trækker på flere forskellige forskningsfelter. Forskningsklyngen er støttet med de såkaldte SDU2020-midler.

Dr. Katharina Al-Shamery er professor i kemi og fungerende rektor ved Oldenburg Universitet. Hendes karriere har foruden bragt hende til universiteter i Göttingen, Zürich, Oxford, Berlin og Ulm.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies