Skip to main content
Kronik

Skattelettelser er ikke et godt alternativ til erhvervsfremme i en krisetid

Der bør investeres i et stærkt og kompetent erhvervsfremmesystem, som sætter en retning for tværsektorielle samarbejder og projekter med fokus på at løse samfundets udfordringer. Sådan lyder det fra forfatterne til denne kronik.

Af Steffen Korsgaard, professor, og Mads Bruun Ingstrup, centerleder, Center for Bæredygtig Erhvervsfremme, SDU

Under opvarmningen til den seneste evaluering af erhvervsfremmesystemet præsenterede interesseorganisationen Dansk Erhverv en række forslag til ændringer, herunder at sløjfe støtteordninger for 4,5 millarder kroner og bruge disse penge til at sænke selskabsskatten og aktieavancebeskatningen.

Ifølge Dansk Erhverv vil dette være en markant forbedring af rammebetingelserne for alle danske virksomheder, som derved vil kunne klare sig bedre i den internationale konkurrence til fordel for det danske erhvervsliv og derfor per definition hele det danske samfund.

Dermed blev erhvervsfremmesystemet igen skueplads for armlægningen mellem den markedsoptimistiske vækstlogik, der sætter fokus på de brede rammebetingelser, og den politisk orienterede systemlogik, der vil sætte retning på den økonomiske udvikling og derfor udvikler programmer, som sætter særlig fokus på bestemte områder.

Forslaget fra Dansk Erhverv er besnærende, men rammer i vores optik skævt. Vi har ikke brug for at afvikle vores erhvervsfremmesystem, men derimod behov for at styrke det således, at det kan sætte en tydelig retning og bidrage til, at der bliver skabt vækst og udvikling på de områder, hvor samfundet har allermest brug for det.

Det lyder jo tillokkende at afskaffe det, som Dansk Erhverv kalder for et ”kludetæppe” af ordninger, der er skabt af skiftende politiske prioriteringer og retninger, men har vi ikke netop brug for et system, der arbejder aktivt og retningssættende med at styrke udviklingen af virksomheder, som kan bidrage der, hvor der er mest brug for det?

Der er masser af udfordringer i det danske erhvervsfremmesystem, og der er god grund til at evaluere mængden og designet af de forskellige tilbud og indsatser, som findes i systemet. Men inden vi hopper med på Dansk Erhvervs forslag om konvertering af støtteordninger til skattelettelser, er det værd at overveje, om det entydige fokus på rammebetingelser er hensigtsmæssig, særligt i en tid, hvor vi som samfund står overfor en række store og sammenfaldende kriser.

Når Dansk Erhverv sætter fokus på rammebetingelserne, sker det med blikket fast låst på vækstraten på tværs af sektorer og geografi. Med en stålsat tro på markedets evne til at allokere investeringer og ressourcer, hævder interesseorganisationen, at med høj vækst kommer de nødvendige investeringer i grøn teknologi og grønne arbejdspladser mere eller mindre af sig selv.

Derfor har Dansk Erhverv og andre interesseorganisationer længe slået på tromme for et såkaldt efterspørgselsdrevet erhvervsfremmesystem, hvor programmerne udvikles som svar på virksomhedernes egne italesatte og oplevede ønsker. Det giver, ifølge den markedsoptimistiske logik, mest mulig erhvervsfremme og vækst for pengene.

Den markedsoptimistiske logik kan give god mening, hvis økonomisk vækst er den største udfordring og samfundets største behov, men hvad nu hvis de største udfordringer handler om eksempelvis klima og ulighed?

Så er retningen på væksten måske vigtigere end raten, og der er visse områder, hvor vi har mere brug for, at virksomhederne har succes end andre. Sat på spidsen vil vi hævde, at det kan være ret ligegyldigt, om BNP vokser, hvis vi ikke først og fremmest får løst de problemer, vi som samfund står overfor. Bag dette synspunkt ligger også en bekymring for, om markedet i tide vil kunne levere de løsninger og prioriteringer, der er brug for.

Vores nuværende erhvervsfremmesystem er på mange måder et interessant kompromis imellem de to logikker.

På den ene side sætter systemet retning gennem store satsninger på grøn omstilling og digitalisering. Det sker for eksempel i regi af løbende programindsatser, de nationale klynger og de regionale fyrtårne.

På den anden side sker en del af udvælgelsen af de nationale klynger ud fra en markedsdrevet potentialevurdering gående på blandt andet beskæftigelse og eksport, og ydelserne i de mange programmer leveres ofte af eksterne konsulenter finansieret gennem vouchers, så den offentlige sektor ikke forvrænger markedet for konsulentydelser.

Bekymringerne i forhold til erhvervsfremmesystemet bør dog i den nuværende form i mindre grad gå på, om rammebetingelserne er optimale og i højere grad gå på, om det skattefinansierede erhvervsfremmesystem i tilstrækkelig grad formår at sætte turbo på de omstillinger af samfundet, vi har brug for. Herunder ikke mindst, om systemet møder samfundets efterspørgsel på løsninger på klima- og ulighedsudfordringerne, for at nævne to af de store udfordringer, der presser sig på.

Som alternativ til det markedsoptimistiske fokus på rammebetingelser, har flere forskere, herunder den italiensk fødte økonom Marianna Mazzucato, foreslået, at der formuleres såkaldte missioner – store tværsektorielle satsninger, som skal bidrage til at løse konkrete presserende samfundsudfordringer indenfor blandt andet klima, ulighed og sundhed.

I et erhvervsfremmeblik betyder det, at i stedet for at sætte den enkelte virksomheds ønsker i centrum, etableres konsortier på tværs af den private og offentlige sektor. Midler kanaliseres dernæst ind i porteføljer af projekter, der har det til fælles, at de kan bidrage konkret til den udfordring, der er målet for missionen.

Denne tilgang giver ikke løfter om størst mulig vækstrate, men sætter ind på at skabe vækst, der hvor samfundet har mest brug det – der, hvor den bidrager til at løse samfundets udfordringer.

EU har allerede i høj grad omfavnet missions-logikken i erkendelse af de presserende udfordringer, som samfundet står overfor. Herhjemme har flere af de store private fonde og Innovationsfonden ligeledes implementeret variationer af missionstankegangen.

Et lidt overset aspekt ved missionstankegangen er betydning af kompetenceopbygning hos de offentlige aktører, der skal sætte retning og facilitere de tværsektorielle samarbejder og projektporteføljer. Hvis kompetencerne er udliciteret til eksempelvis private konsulenter, mister vi reelt muligheden for at udvikle stærke og relevante missioner i erhvervsfremmesystemet.

Så hvis vi ønsker et erhvervsfremmesystem, der har samfundets behov som udgangspunkt, vil det således være et fejlskud at sætte alt ind på skattelettelser til virksomheder og kapitalejere.

I stedet skal vi investere i et stærkt og kompetent erhvervsfremmesystem, hvor offentlige aktører såsom Erhvervsstyrelsen, erhvervshusene og de lokale erhvervskontorer opbygger kompetencer til at kunne sætte retning gennem missioner, facilitere og understøtte konsortier og projektporteføljer, og ikke mindst modstå presset fra markedsoptimistiske interesseorganisationer.

Kronikken er bragt i Jysk Fynske Mediers Erhverv+, torsdag den 21. december 2023.


Kronikken er bragt i Erhverv+

Find den på erhvervplus.dk

Redaktionen afsluttet: 21.12.2023