Skip to main content
Hjemmearbejde

”Jeg er nok mere til kaptajn Jespersen end Philip Faber”

Per Krogh Hansen, institutleder ved Institut for Kulturstudier, er frivilligt blevet kældermenneske i coronatiden, for det giver plads til morgengymnastikken. Han prioriterer uformelle virtuelle møder og rækker ekstra ud til medarbejderne for at klare distanceledelsens barrierer.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 17-05-2020

Fra sin ”man cave” i familiens nye hjem i Odense - et dejligt ældre hus i Skibhuskvarteret – prøver institutlederen ved Institut for Kulturvidenskaber i disse måneder kræfter med distanceledelse på grund af corona-karantænen. Per Krogh Hansen oplever en del udfordringer ved at være leder på afstand af sine ca. 180 medarbejdere, men er samtidig glædeligt overrasket over, hvor positivt medarbejderne har håndteret situationen.

Vi stillede ham fire spørgsmål om at være leder under coronakrisen.

Hvordan får du hjemmekontoret til at fungere?

Vi er for nylig flyttet fra Kolding til Odense, og corona-karantænen har givet lejlighed til at få de sidste ting på plads – ikke mindst har jeg kunnet indrette min ’man cave’ i kælderen. Foruden min arbejdsplads og en hulens masse bøger og dvd-filmen, står mine guitarer og forstærker også hernede. Og der er plads nok til at jeg kan lave morgengymnastik, mv. Det er ok at være kældermenneske under disse forhold.

Den største udfordring er, at min hule er placeret lige under stuen og min søns flygel. Han kom hjem fra konservatoriet da alt lukkede ned, og han øver sig flittigt. Der er ikke den takt i Rachmaninovs 2. sonate, jeg ikke efterhånden kender i den mindste detalje efter at have lyttet til den i flere måneder. Nu er han i gang med den 3. klaverkoncert. Den er også god. Og svær. Men vi nyder at have ham i huset.

Dagen har efterhånden fundet en fast rytme. Efter morgenmaden, laver jeg morgengymnastik i cirka 20 minutter – ikke noget Philip Faber-morgensang hér. Jeg er nok mere til Kaptajn Jespersen. Derefter har jeg Skype- og Zoom-møder og får læst og skrevet en masse mails. Jeg har været nødt til at anskaffe nye hovedtelefoner. Min hørelse er ikke for god, og klavermusikken skal ’dæmpes’. Til frokost mødes husstanden i køkkenet, og så trækker vi igen ud i vores huller. Sidst på dagen, går vi som regel en tur. Odense er stadig ny for os, så der er masser at udforske. Og kroppen trænger til at blive rørt.

Hvad er de største forandringer ved at være leder hjemmefra?

Det er ikke supernemt at få føling med, hvem der trives og hvem, der har brug for en snak om arbejdsforhold, deadlines, undervisning, osv. Selvom medarbejderne er gode til at skrive og ringe til mig og jeg forsøger at række ud til dem, jeg mener kunne have brug for det, så er distanceledelse fyldt med usikkerhedsmomenter.

Jeg savner de mange forstyrrelser fra folk, der har fået en god idé og lige stikker hovedet ind på kontoret for at prøve den af. Og vice-versa. Jeg får ikke helt det samme ud af at prøvekøre mine egne ideer på Skype som jeg ville i ansigt-til-ansigt-møder.

Hvad har overrasket dig mest under nedlukningen?

At jeg har så travlt, som jeg har! Umiddelbart skulle man tro, at de manglende forstyrrelser og ofte meget ’effektive’ [læs: korte] onlinemøder, gav en masse tid i overskud. Men det har ikke været tilfældet endnu.

Og så er jeg glædeligt overrasket over, hvor positivt vores ansatte er gået til den svære situation, vi er i. Arbejdsforholdene er bestemt ikke optimale, og det har krævet en betydelig indsats at få både undervisning, forskning og drift til at virke. Det er dejligt at erfare, at folk rykker sammen og hjælper hinanden.

To initiativer på instituttet, som har gjort en forskel i denne tid?

Vi oprettede fra start forskellige platforme, hvor der kunne vidensudveksles. Ikke alle initiativer har vist sig nødvendige – men instituttets interne Facebook-gruppe er rigtig god. Her deles billeder af hjemarbejdspladser, blomstrende haver, opmærksomhedskrævende katte, osv.

Flere faggrupper mv. har taget initiativ til at holde virtuelle kaffepauser, ligesom instituttets rundstykkeklub mødes fredag morgen. Jeg var lidt skeptisk omkring disse tiltag, for den småsludren, der normalt karakteriserer den slags sammenkomster, synes umiddelbart vanskelig i et virtuelt forum, hvor helst kun én skal sige noget ad gangen. Men det fungerer overraskende godt og er vildt hyggeligt.

Og selvom vi er på afstand, så kommer vi alligevel tættere på hinanden end ellers. Vi er jo på sin vis gæster i hinandens hjem – på én gang! Men jeg glæder mig nu alligevel til at samtalen flyttes ud i den faktiske og fælles virkelighed igen.