Forskningspublikation

Flot BFI-høst på Humaniora

Humaniora på SDU har leveret et flot resultat i årets BFI-høst. Fakultetets andel er steget med 3 procentpoint til 16,4 procent af den samlede BFI-produktion for humaniora i Danmark, hvilket er højere end fakultetets relative andel af sektoren.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 26-11-2019

Opgørelserne for BFI 2019 er netop udkommet, og rapporten er positiv læsning - ikke mindst for Det Humanistiske Fakultet på SDU. Rapporten opgør årligt, hvor mange pointgivende forskningspublikationer - både i antal og point - de forskellige institutioner og deres respektive afdelinger har produceret. 

I 2018 udgav de ca. 300 forskningsårsværk på Det Humanistiske Fakultet 493 pointgivende publikationer. I alt har det udløst 739,9 point. Til sammenligning var tallet 605,9 point i 2017 og 551 i 2016.

Flid og entusiasme

Der er rosende ord fra dekan Simon Møberg Torp til  årets BFI-høst

- Jeg er glad for og stolt over den flid og entusiasme, forskerne udviser i forhold til at mangfoldiggøre og delagtiggøre omverdenen i deres forskning. Humanioras bidrag til vidensproduktionen fortjener øget bevågenhed, så det er en fornøjelse at bevidne, siger han. 

Publikationerne fordeler sig - som det fremgår af nedenstående tabel – forskelligt på institutterne i absolutte tal. 

Institut Antal  Point 
 IDK  85  112,2
 IH 143   217,9
 IKV 182   308,6
 ISK  81  99,8

Men tager man højde for antallet af forskningsårsværk på de enkelte institutter udjævnes billedet dog noget. Her svinger det fra 1,8 pointgivende publikation pr. forskningsårsværk som det laveste til 2,8 som det højeste. Pointmæssigt spænder det fra 2,3 point pr. forskningsårsværk til 4,3 som det højeste. Fælles for alle institutter er dog, at der både målt i antal og point er fremgang i forhold til de foregående år for alle.

Gennemsnittet på Humaniora på SDU i 2018 er 2,3 publikationer og 3,4 BFI-point pr. forskningsårsværk.

Stabil udgivelsesprofil

Profilen for de pointgivende publikationer er forholdsvis stabil. Ud over fremgang i alle kategorier så er den relative fordeling mellem antologier, tidsskrift 1 og 2-publikationer forholdsvis konstant. Der er et mere markant spring fremad i antal pointgivende bogudgivelser

Det ser altså ikke ud til at BFI-systemet for alvor har påvirket profilen for de udgivne publikationer i retning af flere tidsskriftsartikler, som det ellers nogle gange bliver fremført.

Fremgang i et lokalt og nationalt perspektiv

Humaniora tegner sig for ca. 18% af det samlede antal forskningsårsværk på SDU, og med årets BFI-opgørelse bidrager Humaniora med hele 21% af det samlet antal point til institutionen.

Fakultetets andel af universitetssektorens samlede BFI-produkt har været i en positiv udvikling med en svag stigning hvert år i perioden 2015-2017, men i 2018 er der for alvor sket et ryk på hele 3 procentpoint. 

Det Humanistiske Fakultet på SDU tegner sig således nu for 16,4 % af den samlede produktion inden for Humaniora i Danmark, hvilket er højere end vores relative andel af sektoren.

Topfoto: Guillaume Henrotte/Unsplash

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies