Skip to main content

Om Design2Network

Dansk erhvervsliv er på vej ind i det senindustrielle samfund, hvor fremstilling og service integreres på nye måder, og hvor den innovative kompleksitet er stærkt stigende. De vidensområder, der skal beherskes, ekspanderer. Vejen til succes stiller stadig nye og større krav til virksomhederne, deres ledelse og medarbejdere.

I takt med at de – ofte store – kundevirksomheder udtømmer potentialet for omkostningsreduktioner hos deres underleverandører, og ikke kan beherske alle videnskilder i eget hus, er flere begyndt at eksperimentere med nye organisations- og ledelsesformer i deres værdikæde og netværk. Dette mønster bekræftes også af andre undersøgelser gennemført på foranledning af Industriens Fond.

Situationen øger underleverandørernes strategiske muligheder for at udvikle nye samarbejdsformer, som bryder med indarbejdede traditioner, og giver plads til nye roller. Det er på denne baggrund, dette projekt har sat fokus på den rolle, underleverandørerne kan spille i de kommende år.

Vi kalder det ’Leverandørdreven innovation’ for at understrege den rolle, danske underleverandører kan spille som kundeudviklere ved at sætte kundens brugerindsigter i spil med teknisk viden, lejret i netværket af leverandører, som er relevante kilder til udviklingen af nye koncepter og løsninger. Det rækker ud over en simpel vidensdeling og ind i et samfund, hvor ny viden genereres gennem et tæt skabende samarbejde.

Det kræver, at underleverandørerne ruster sig til at træde ind i samarbejde med kunden og egne leverandører i de tidlige faser af innovationsprocessen, hvor idéer udvikles og koncepter designes. Designverdenen har længe arbejdet med koncepter for co-design, hvor forskellige former for facilitering og samskabelse sættes på formel. Disse metoder og værktøjer er indarbejdet i formgivningen af de værktøjer, som Design2Network har udviklet til arbejde med leverandørdreven innovation.

Det reelle opbrud i de traditionelle samarbejdsmønstre er stadig begrænset. Men der er skabt et strategisk vindue for danske underleverandører, som gør det muligt at skabe nye forretningsmodeller, der kan styrke deres innovative samarbejde med de udvalgte kunder og bidrage til deres konkurrenceevne.

Sidst opdateret: 06.03.2024