Syddansk Universitet søger et nyt eksternt medlem af bestyrelsen med tiltrædelse den 1. marts 2027.
SDU’s bestyrelse er universitetets øverste myndighed og har ansvaret for universitetets overordnede og strategiske retning. Som medlem bidrager du sammen med den øvrige bestyrelse til at udvikle SDU som et internationalt orienteret universitet med stærke rødder i Region Syddanmark.
Bestyrelsen har ni medlemmer: Fem eksterne medlemmer, to medlemmer valgt af og blandt universitetets ansatte og to medlemmer valgt af og blandt universitetets studerende. De eksterne medlemmer udpeges på baggrund af deres kompetencer og ikke som repræsentanter for bestemte interesser, organisationer eller sektorer. De eksterne medlemmer må ikke være indskrevet som studerende ved SDU, være ansat ved universitetet eller være censor ved universitetet.
Eksterne medlemmer udpeges for fire år og kan genudpeges op til en samlet periode på otte år.
Afgørende kompetencer
- Du er anerkendt forsker og har erfaring med forskning og forskningsbaseret uddannelse på højt internationalt niveau.
- Du har betydelig ledelseserfaring fra en kompleks organisation.
- Du har indsigt i organisation og økonomi, herunder budgetter og regnskaber.
Derudover lægges der vægt på
- Internationalt udsyn og erfaring med internationalt samarbejde.
- Indsigt i samfundsmæssige forhold og betydningen heraf for forskning, uddannelse, innovation og videnudveksling.
- Erfaring med samarbejde med politiske beslutningstagere.
- Erfaring med innovation og anvendelse af ny teknologi i organisatorisk udvikling.
- Evne til at kommunikere med beslutningstagere, virksomheder og offentligheden.
Det er ikke en forudsætning, at kandidaten opfylder samtlige supplerende kriterier. Ved vurderingen lægges der vægt på kandidatens samlede profil og på, hvordan kandidatens kompetencer supplerer kompetencerne i den øvrige bestyrelse.
Proces og interessetilkendegivelse
Udpegningen foretages af SDU’s udpegningsudvalg. Interesserede kandidater bedes indsende en kort motiveret interessetilkendegivelse på højst én normalside samt CV.
Materialet indsendes via udpegningsudvalg@sdu.dk senest 4. november 2026 kl. 23.59.
Spørgsmål kan rettes til bestyrelsesformand Søren Klarskov Vilby på bestyrelsesformand@sdu.dk.
Læs mere
Fakta om Syddansk Universitet
Grundlagt: 1966
Studerende: 20.000
Ansatte: 4300
Fakulteter: Humanistisk fakultet, Samfundsvidenskabeligt fakultet, Sundhedsvidenskabeligt fakultet, Naturvidenskabeligt fakultet, Teknisk fakultet, SDU Business School
Campusser: SDU Esbjerg, SDU Vejle, SDU Kolding, SDU Sønderborg, SDU Slagelse, SDU Odense. Universitetets aktiviteter i Slagelse lukkes fra midten af 2027.
SDU HR Syddansk Universitet
- Campusvej 55
- Odense M - DK-5230
- Telefon: +45 6550 1000
Sidst opdateret: 14.10.2026