Mulighed for samtale med læge
Instituttet yder gerne støtte til pårørende og personer, som instituttet skal undersøge eller har undersøgt. Vi vil efter bedste evne informere om fremgangsmåden for undersøgelserne og resultaterne deraf. Instituttet er parat til at orientere om fundene ved obduktioner eller personundersøgelser i henhold til de aftaler, der generelt og i det aktuelle tilfælde er aftalt med politiet. Denne orientering kan foregå telefonisk, eller ved at de pårørende aftaler et møde med den ansvarlige læge ved telefonisk henvendelse til instituttet på telefonnummer 6550 3000. Denne orientering vil kunne gives uden for normal arbejdstid. Instituttets telefon besvares udenfor normal arbejdstid, dvs. efter kl. 15.30 af vagthavende retsmedicinske tekniker, som kan formidle en aftale.Afsked med afdøde
I forbindelse med dødsfald har de pårørende ofte et ønske om at se afdøde. Det har vi stor forståelse for og vil gerne være behjælpelige med. Hensyn til den politimæssige undersøgelse kan dog medføre en vis forsinkelse, da politiet kan beslutte, at afdøde ikke må ses før det retslægelige ligsyn er foretaget. Dette er en beslutning, som instituttet ikke kan dispenserer fra.
Såfremt de pårørende ønsker at se afdøde før det retslægelige lygsyn, skal henvendelse rettes til vagthavende retsmedicinsk tekniker på telefon 6550 3000, som vil kunne vejlede om mulighederne.
Aftale om at se afdøde efter det retslægelige ligsyn træffes ligeledes ved kontakt til vagthavende retsmedicinske tekniker på samme nummer 6550 3000.
Yderligere undersøgelser
Der vil ved de fleste obduktioner og personundersøgelse blive tale om supplerende undersøgelser. Det er mikroskopiske undersøgelser af afdødes organer eller undersøgelse af blod- eller urinprøver for medicin, narkotika og alkohol med henblik på at påvise påvirkning eller ligefrem forgiftning. Resultater af prøverne kan ikke forventes at foreligge umiddelbart efter undersøgelsen. Vi gør vort yderste for at kunne besvare både de pårørendes og politiets forespørgsler så hurtigt som muligt uden at ville gå på kompromis med undersøgelsernes kvalitet. Det endelige resultat af en undersøgelse kan i komplicerede tilfælde risikere først at foreligge efter flere måneder.