Hvorfor slås ph.d.-stillingen op?
SDU opslår fra tid til anden ph.d.-stillinger. Formålet er at udforske nye juridiske forskningsfelter og evt. at rekruttere nyt videnskabeligt personale.
Hvem er hovedinteressenten?
Hovedinteressenten er SDU.
Hvem udpeger den ph.d.-studerende?
SDU udpeger den ph.d.-studerende på baggrund af vedkommendes ansøgning.
Hvem står for kvalitetssikringen af ph.d.-uddannelsen?
SDU kvalitetssikrer både den ph.d.-studerende og projektet på baggrund af universitetets fastlagte interne kvalitetsprocesser.*
*) SDU’s kvalitetssikring indebærer i første omgang, at Juridisk Instituts ph.d.-fagudvalg, som forudsætning for at overveje en ansættelse, vurderer ansøgerens kvalifikationer og kvaliteten af projektbeskrivelsen. Efter at den ph.d.-studerende er blevet ansat, indebærer kvalitetssikringen løbende vejledning og evalueringer efter SDU’s retningslinjer. Efter at den studerende har indleveret afhandlingen, bliver projektet bedømt af et bedømmelsesudvalg, og ph.d.-graden bliver tildelt, når den studerende har bestået forsvaret af sin afhandling.
Hvem finansierer ph.d.-stillingen?
SDU finansierer stillingen fuldt ud.
””Der er en kæmpe gave for mig i, at ph.d.-uddannelsen lærer én at finde glæden og nytten i fejl, kritik, kompleksitet og udfordringer. Som ph.d.-studerende lærer man undervejs i forløbet, at jo mere kritik man får, og jo flere fejl man finder, jo bedre bliver ens resultat i sidste ende. Så man lærer at se kritik som noget godt, der løfter ens niveau, i stedet for som noget skidt. Og man lærer, at jo mere komplekst og udfordrende noget er, jo nærmere er man på at skabe noget ’state of the art’. Dette er en kæmpe gave.”
Hvad skal du gøre?
- Hold øje med opslag om ph.d.-stillinger på SDU’s hjemmeside.
- Drøft evt. udformningen af dit projekt med en mulig relevant vejleder fra Juridisk Institut.
- Send din ansøgning til SDU.
Ønsker du at høre mere om dine muligheder, så kontakt vores ph.d.-koordinator Niels Skovmand Rasmussen.