Hvorfor slås ph.d.-stillingen op?
Fra tid til anden ønsker private fonde at få undersøgt et specifikt emne eller at understøtte udvikling af viden i overensstemmelse med fondens formål. Derfor bevilliger fonden penge til en sådan undersøgelse, typisk i et praktisk samarbejde med et universitet.
Hvem er hovedinteressenten?
Hovedinteressenten er fonden, men SDU er også en stor medspiller, da det er universitetet, der kan tildele ph.d.-titlen.
Der kan også være en virksomhed inde over projektet.
Hvem udpeger den ph.d.-studerende?
Den ph.d.-studerende udpeges som udgangspunkt af SDU, men der kan også være tale om, at fonden selv eller f.eks. en virksomhed (afhængig af fondens ønsker) udpeger den studerende.
Hvem står for kvalitetssikringen af ph.d.-uddannelsen?
SDU kvalitetssikrer både den ph.d.-studerende og projektet på baggrund af universitetets fastlagte interne kvalitetsprocesser.*
*) SDU’s kvalitetssikring indebærer i første omgang, at Juridisk Instituts ph.d.-fagudvalg, som forudsætning for at overveje en ansættelse, vurderer ansøgerens kvalifikationer og kvaliteten af projektbeskrivelsen. Efter at den ph.d.-studerende er blevet ansat, indebærer kvalitetssikringen løbende vejledning og evalueringer efter SDU’s retningslinjer. Efter at den studerende har indleveret afhandlingen, bliver projektet bedømt af et bedømmelsesudvalg, og ph.d.-graden bliver tildelt, når den studerende har bestået forsvaret af sin afhandling.
Hvem finansierer ph.d.-stillingen?
Fonden finansierer stillingen fuldt ud.
”"Selvom der er udfordringer ved at være på et fondsfinansieret projekt, der til en vis grad er defineret af andre, er der bestemt mange fordele, fordi det er et stort projekt sammen med dygtige og engagerede mennesker. De har blik for nogle helt andre ting end mig, hvilket skaber en helhedsorienteret og fleksibel forskningsproces og ikke mindst forskningsresultat. Derudover får jeg adgang til data, som jeg ikke kunne have fået på anden vis. Og endeligt får mit projekt gode vilkår for at få en indvirkning på samfundet, da et vellykket tværfagligt forskningsprojekt kan bidrage med nye indsigter og løsninger, som er mere vidtrækkende og bæredygtige, end noget jeg selv kunne have leveret."