Skip to main content
DA / EN

Kvindelige kønshormoner og kognitiv funktion hos midaldrende og ældre danske tvillinger

Baggrund

Kvinder har en øget risiko for at udvikle Alzheimers demens (AD) sammenlignet med mænd. Desuden ses en tendens til lavere kognitiv funktion hos kvinder med AD end hos mænd med AD. Dette efterlader spørgsmålet om hvorvidt kvindelige kønshormoner har en indflydelse på den kognitive funktion, samt på risikoen for udvikling af AD.

Når kvinder kommer i overgangsalderen, typisk omkring 50-års alderen, falder produktionen af de kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron, hvilket kan medføre en lang række symptomer f.eks. hede-svede ture, urin inkontinens og vaginal tørhed. Endvidere kan opleves nedsat hukommelse både under og efter overgangsalderen. En del af forklaringen på dette kunne være, at der ikke blot findes østrogen receptorer i ovarierne og livmoderen, men også i hjernen i områder associeret med kognitiv funktion.


Systemisk hormonbehandling for symptomer relateret til overgangsalderen har været flittig brugt sidst i 1980’erne og i starten af 1990’erne. Det danske salg af kvindelige kønshormoner var det højeste i de nordiske lande fra 1980-1989, da man efter udgivelsen af flere observationelle studier mente, at hormonerne havde en positiv effekt på aldersrelaterede sygdomme f.eks. hjertekarsygdom og fald i kognitiv funktion. Dette syn blev dog ændret efter udgivelsen af et amerikansk randomiseret kontrolleret forsøg i 2002 (Women’s Health Initiative Study), som modsagde de positive effekter på hjertekarsygdom. Effekten af hormonbehandling på kognitiv funktion var dog stadig noget uklar.

 

Women’s Health Initiative Study medførte en ændring i internationale guidelines for brugen af hormoner til behandling af symptomer relateret til overgangsalderen, således anbefalingen lyder på laveste mulige dosis i kortest tid, da man mener de negative effekter af hormonbehandling overstiger de positive. Aktuelt er anbefalingen fra Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik, at forklare kvinder i overgangsalderen at det endnu ikke er klart hvorvidt hormonbehandling har en effekt på kognitiv funktion og demens. 

 

Formål

Formålet med projektet er at belyse associationen mellem kvindelige kønshormoner og kognitiv funktion hos midaldrende og ældre danske, kvindelige tvillinger.

Især vil vi forsøge at kvantificere følgende:

  • Livstids-risikoen for accelereret kognitivt fald og/eller demens hos ældre, danske, kvindelige tvillinger, sammenlignet med mænd og singletons
  • Risikoen for accelereret kognitivt fald og/eller demens hos ældre, danske, kvindelige tvillinger, når de inddeles efter estimeret endogen kønshormon eksposition ud fra bl.a. antal fødsler og brug af p-piller.
  • Risikoen for accelereret kognitivt fald og/eller demens hos ældre, danske, kvindelige tvillingepar, som har modtaget hormonbehandling som led i overgangsalderen.

Materiale

Projektet er baseret på en kobling mellem tvillingkohorterne: De Midaldrende Danske Tvillinger (MADT) og De Ældste Danske Tvillinger (LSADT), samt Landspatientregistret og Lægemiddeldatabasen. Data er indsamlet fra 1994 til 2010.

Der er inkluderet kvindelige tvillinger født før 1950 og i live i 1995 (N=16.700), samt en tilfældig 5% sample af den danske, kvindelige baggrundsbefolkning også født før 1950 og i live i 1995 (N=59.398).

Fondsbevillinger 

  • DARC II
  • Ekstern pulje fra IST
  • Fakultetsstipendium

Hovedvejleder

  • Professor Kaare Christensen, SDU

Medvejledere 

  • Professor Jesper Hallas, SDU
  • Professor Merete Osler, KU

EBB - Epidemiologi, Biostatistik og Biodemografi Institut for Sundhedstjenesteforskning Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230
  • Telefon: +45 6550 3029

Sidst opdateret: 04.12.2024