Skip to main content
DA / EN

14 kiropraktorer frisk fra fad

I dag dimitterede 14 nye kiropraktorer fra klinisk biomekanik på SDU.

Med dekan Ole Skøtts ord skal de ny udklækkede kandidater nu forlade deres gamle land på SDU og ud i det land, der hedder samfundet, som venter med længsel. For der er arbejde til alle, når man er kiropraktor.

I dag er præcisionsmedicin – eller personlig medicin – helt oppe i tiden med fx genomsekventering. Det er ressourcebesparende og til gavn for patienterne. Det vil sammen med kunstig intelligens være en del af kiropraktorarbejdet om nogle år.

”Men I vil aldrig kunne undværes med jeres indsigt og jeres tilgang og fortolkning af patienterne og deres sygdomme – i samarbejde med patienterne.”

”Fakultetets vision er at forbedre menneskers sundhed; det skal I nu ud at efterleve.”

Blandede bolsjer

Med et citat fra Peter Plys, ridsede kandidattaleren Sune Hougaard Nielsen forløbet i studiet op.

”Vi er en blanding af de bedste bolsjer. Også selvom nogle af os har ligget lidt længe i posen.”

Sune Hougaard Nielsen fremhævede årgangen som rigtig god. En lille flok, der havde lært hinanden godt at kende og som står rigtig godt rustede til at møde patienterne.

Festtalen

Lise Hestbæk, der er formand for Dansk Selskab for Kiropraktik og Klinisk Biomekanik, holdt festtalen.

”Kun en generation ældre end jer, har jeg oplevet arbejdsløshed, manglende forskning og mangel på autorisation.”

I dag har kiropraktorerne autorisation, forskning på SDU på internationalt niveau, og der er mangel på kiropraktorer.

”Vi er en profession med en god forening, som danner grundlag for vores sammenhold. Vi støtter forskning gennem vores forening.”

Lise Hestbæk understregede, at det er sammenholdet og det meget høje faglige niveau, der bærer kiropraktorprofessionen frem. Og at kiropraktorernes behandlingsfelt omfatter de største sygdomsområder i befolkningen. Der er noget at tage fat på.

”God fest til jer alle, og held og lykke på mandag, når I starter i det nye job!”

Klinisk biomekanik

Læs mere om bacheloruddannelsen i Klinisk biomekanik.

Redaktionen afsluttet: 27.01.2017