Skip to main content
DA / EN

SDU UP : TEMA

TEMA: Hvordan påvirker AI gruppearbejde? – Erfaringer fra DMJX

Hvordan ændrer kunstig intelligens (AI) dynamikken i gruppearbejde? Det spørgsmål har Helle Tougaard, Annegrete Skovbjerg og Mette Mørk fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) undersøgt gennem en spørgeskemaundersøgelse blandt 200 studerende og et fokusgruppeinterview med førsteårsstuderende på Kommunikationsuddannelsen.

Af Torben K. Jensen, (tkje@sdu.dk) og Pernille Stenkil Hansen (pha@sdu.dk), 19-12-2025

Resultaterne blev præsenteret på TAL2025, der viser, at AI ofte bruges uden kritisk refleksion, hvilket kan udfordre de pædagogiske principper for samarbejde.

Pædagogisk afsæt

Undervisningen på DMJX bygger på refleksiv praksislæring, som fremhæver samarbejde, dialog og inddragelse af egne erfaringer. Men hvordan spiller AI ind i denne ramme? Undersøgelsen viser, at de studerende oplever både fordele – som idéudvikling, opsummering af tekster og korrektur – og bekymringer: at AI kan forringe læringsmuligheder eller blive brugt ukritisk af medstuderende. Når AI bliver en “blind passager” i gruppearbejdet, påvirker det samarbejdet uden underviserens tilstedeværelse.
 

Aktiviteter og foreløbige erfaringer

Undersøgelsen viste ligeledes, at de studerende sjældent diskuterer, hvordan og hvorfor de anvender AI i gruppearbejde. Derfor har det efterfølgende fokus været på at udvikle aktiviteter i undervisningen, der skal skabe refleksion og styrke de studerendes AI literacy. altså evnen til at anvende, evaluere og diskutere AI, herunder de etiske aspekter. Følgende 3 aktiviteter har derfor været afprøvet, som en del af studiestarten mhp. at understøtte dannelsen af AI literacy og gøre AI til et bevidst element i gruppearbejdet.

  • Aktivitet 1: Fælles afsæt med en quiz om grundlæggende viden om sprogmodeller, efterfulgt af en gennemgang af DMJX’s retningslinjer og værktøjer. Deltagerne udveksler herefter erfaringer, holdninger og deres forståelse af AI.
  • Aktivitet 2: Promptworkshop, hvor de studerende i fællesskab eksperimenterer og lærer de mest centrale principper for kunsten at skrive effektive prompts.
  • Aktivitet 3: Samarbejde og gruppekontrakt. Med afsæt i nogle illustrationer diskuterer de studerende genAIs mulige roller og partnerskaber. Dette inddrages i deres udvikling af gruppekontrakter, som efterfølgende deles på et digitalt whiteboard.

Foreløbige evalueringer viser, at aktiviteterne skaber dialog og refleksion, men den langsigtede effekt er endnu ikke målt.

Perspektivering

AI er ikke blot et værktøj – det er en aktør i opgaveløsningen. Derfor ser oplægsholderne det som værende afgørende, at undervisere hjælper studerende med at gå fra basal kendskab til kritisk og etisk anvendelse af AI. Her peger de på følgende konkrete aktiviteter, som kan bruges i de fleste undervisningssituationer:

  • At facilitere rammesatte refleksioner og samarbejdsaftaler vedr. brug af AI ved projekter og gruppearbejde
  • At eksperimentere med prompts, der indtager rollen som sparringspartner, herunder for grupper i projektarbejde
Oplægsholder
Portrætfoto af Helle Tougaard

Helle Tougaard, Lektor, Kommunikationsuddannelsen, DMJX

Oplægsholder
Portrætfoto Annegrete Skovbjerg

Annegrete Skovbjerg, Pædagogisk Udviklingskonsulent, Center for Pædagogisk Udvikling og Digitalisering, DMJX.

Oplægsholder
Portrætfoto Mette Mørk

Mette Mørk, Uddannelseskoordinator, Journalistuddannelsen, DMJX.

Redaktionen afsluttet: 19.12.2025