Professorat i kardiologi på SDU og Sydvestjysk Sygehus
Niels Peter Rønnow Sand (59) er pr. 1. juni udnævnt til klinisk professor i kardiologi på Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet sideløbende med sin ansættelse som overlæge på Sydvestjysk Sygehus.
Niels Peter Rønnow Sands forskning koncentrerer sig omkring åreforkalkning af hjertets kranspulsårer og betydningen heraf på en række områder, bl.a. i forhold til stabil angina pectoris (hjertekramper). Herunder har forskningen de seneste år været koncentreret om udvikling af skånsomme og præcise metoder til udredning af patienter med angina pectoris, hvilket bl.a. har medført at Region Syddanmark netop har indført metoderne til almindeligt brug.
Udover disse forskningsprojekter, fokuserer Niels Peter Rønnow Sand også på åreforkalkning hos raske og patienter med type 2 diabetes, herunder beskrivelse af kønsforskelle, specielt hvad angår forekomst og struktur af åreforkalkningen samt en lang række andre forhold relateret til åreforkalkning, karvægge og blodets størkningskomponenter.
Niels Peter Rønnow Sand er uddannet fra Aarhus Universitet i 1988, hvor han samtidig skrev guldmedaljeafhandling, og hvor han forsvarede sin ph.d.-afhandling i 1998. Han blev speciallæge i kardiologi i 2004 og overlæge på sydvestjysk Sygehus (SVS) i 2006. Derefter forskningslektor ved SVS Esbjerg og Syddansk Universitet, 2010, forskningsleder ved SVS Esbjerg og Syddansk Universitet, 2019 og nu professor sammesteds.
Niels Peter Rønnow Sand er gift med Lise Vilslev Petersen, og parret har to voksne børn. I fritiden dyrkes familie, venner, dans, løb, langrend og familiesommerhuset på Fanø.