Jan Hartvigsen fra SDU med i ny WHO-ekspertgruppe om rygsmerter
WHO fokuserer i stigende grad på ikke-smitsomme sygdomme, og rygsmerter er nu blevet et officielt indsatsområde.
Under WHO’s Rehabiliteringsprogram har man derfor nedsat en 20 mand stor ekspertgruppe med repræsentanter fra alle seks WHO-regioner.
Gruppen skal udarbejde WHO’s retningslinjer for behandling og rehabilitering af mennesker med kroniske rygsmerter: WHO’s Programme of Interventions for Rehabilitation Development Group for Low Back Pain. Det første (on line) møde i gruppen er allerede her den 27. maj, og arbejdet vil gå i gang straks derefter.
Professor og forskningsleder Jan Hartvigsen fra Institut for Idræt og Biomekanik, SDU, er blevet bedt om at indtræde i gruppen.
Jan Hartvigsen har været professor på SDU i 13 år, og han er en af verdens højest rangerende forskere inden for smerter i muskler og led. Jan Hartvigsen har især forsket i årsagerne til, at så mange får problemer med ryggen, og hvordan vi bedst hjælper mennesker med rygsmerter til at leve et godt liv.