Hvad er kræft i skjoldbruskkirtlen?

Kræft i skjoldbruskkirtlen findes i flere former, som kan udvikle sig meget forskelligt. Den hyppigste type vokser ofte langsomt, og for langt de fleste patienter, hvor sygdommen er begrænset til halsområdet, er prognosen god. Samtidig kan læger i dag opdage meget små kræftknuder, som måske aldrig ville have udviklet sig til alvorlig sygdom.

Professor emeritus Laszlo Hegedüs fra Klinisk Institut på Syddansk Universitet og Endokrinologisk Afdeling på Odense Universitetshospital forsker i sygdomme i skjoldbruskkirtlen. Her forklarer han fem ting, du bør vide om kræft i skjoldbruskkirtlen.

1 Hvad er kræft i skjoldbruskkirtlen?

Skjoldbruskkirtlen (thyreoidea) er en lille kirtel, der sidder fortil på halsen. Den producerer hormoner, som blandt andet er med til at regulere kroppens stofskifte.

Kræft i skjoldbruskkirtlen opstår, når celler i kirtlen begynder at vokse ukontrolleret. Men der er ikke tale om én enkelt sygdom. Der findes forskellige typer, som kan opføre sig meget forskelligt.

Den mest almindelige kaldes papillær kræft i skjoldbruskkirtlen. Den udvikler sig typisk langsomt og har ofte en god prognose.

På verdensplan får omkring 10-15 ud af 100.000 mennesker hvert år konstateret kræft i skjoldbruskkirtlen. Omkring halvdelen af tilfældene bliver fundet i forbindelse med en scanning af halsen, som egentlig bliver foretaget af en anden grund end mistanke om sygdom i skjoldbruskkirtlen.

Langt de fleste har sygdom, der stadig er begrænset til halsområdet, når diagnosen bliver stillet. For denne gruppe er prognosen generelt meget god.

2. Hvordan opdager lægerne sygdommen?

En knude på halsen kan være det første tegn på kræft i skjoldbruskkirtlen. Men mange tilfælde bliver opdaget tilfældigt, når en patient bliver scannet af en helt anden grund.

Hvis lægen får mistanke om sygdommen, begynder undersøgelsen typisk med at mærke på halsen og undersøge knuden nærmere med ultralyd. Afhængigt af situationen kan andre scanninger også komme på tale.

Blodprøver kan, foruden vurdering af stofskiftet, give lægerne oplysninger, som er relevante ved bestemte former for kræft i skjoldbruskkirtlen.

3. Skal kræft i skjoldbruskkirtlen altid behandles med det samme?

Nej. Og det kan umiddelbart lyde overraskende.

Nogle små kræftknuder i skjoldbruskkirtlen vokser så langsomt og har så lav risiko for at sprede sig, at behandling ikke nødvendigvis er den bedste løsning med det samme. I stedet kan lægerne følge patienten med regelmæssige ultralydsscanninger og først behandle, hvis kræften begynder at ændre sig.

Det kaldes aktiv overvågning.

Det betyder ikke, at lægerne ignorerer kræften. Tværtimod bliver sygdommen fulgt systematisk, så man kan gribe ind, hvis der sker en udvikling.

Årsagen er, at behandling også kan have ulemper. En operation kan blandt andet påvirke skjoldbruskkirtlens funktion og medføre andre komplikationer, mens behandling med radioaktivt jod, som bruges efter operation, også kan give bivirkninger.

Derfor handler det om at afveje risikoen ved selve kræftsygdommen mod ulemperne ved behandlingen. For nogle patienter kan den bedste behandling derfor i første omgang være at holde nøje øje med kræften.

4. Hvordan behandles kræft i skjoldbruskkirtlen?

Der findes ikke én behandling, som passer til alle.

Tidligere blev mange patienter behandlet nogenlunde ens: Hele skjoldbruskkirtlen blev fjernet ved en operation, som ofte blev fulgt af behandling med radioaktivt jod og stofskiftehormonbehandling.

I dag forsøger lægerne i højere grad at tilpasse behandlingen til den enkelte patient og til risikoen ved netop den kræftsygdom, patienten har.

For nogle er aktiv overvågning nok. Hvis en operation er nødvendig, kan det i nogle tilfælde være tilstrækkeligt at fjerne den halvdel af skjoldbruskkirtlen, hvor kræften sidder. Andre har behov for at få hele kirtlen fjernet.

Radioaktivt jod kan bruges efter en operation til udvalgte patienter. Forskning har imidlertid vist, at mange patienter med lav risiko ikke har gavn af behandlingen. Derfor bliver den brugt mere målrettet og i lavere doser end tidligere.

Hos nogle patienter med små kræftknuder med lav risiko kan det også være muligt at behandle selve knuden lokalt ved hjælp af ultralydsvejledt opvarmning med laser- eller radiofrekvens-apparatur frem for at operere.

Ved visse undertyper af skjoldbruskkirtelkræft, og specielt ved fremskreden sygdom, findes der desuden medikamentel behandling. Nogle af disse nyere lægemidler er udviklet til at ramme kræftceller med bestemte genetiske forandringer.

5. Hvorfor får patienterne ikke længere nødvendigvis den samme behandling?

Fordi lægerne er blevet bedre til at vurdere, hvor stor en risiko den enkelte kræftsygdom udgør.

Tidligere var udgangspunktet i højere grad, at en kræftsygdom skulle behandles så effektivt som muligt. Men både for lidt og for meget behandling kan have konsekvenser.

I dag forsøger lægerne derfor først at fastslå, hvilken type kræft, patienten har, hvor udbredt den er, og hvor stor risiko der er for, at den udvikler sig. I nogle tilfælde kan egenskaber i selve kræftcellerne også fortælle noget om, hvordan sygdommen sandsynligvis vil opføre sig, og hvilken behandling der kan virke.

Derefter kan lægen og patienten sammen vælge behandling ud fra både sygdommen, patientens situation og patientens egne ønsker.

Forskningen bevæger sig samtidig mod endnu mere målrettet behandling. Det gælder blandt andet nye lægemidler rettet mod bestemte genetiske egenskaber ved kræftcellerne.

Forskerne undersøger også, om kræftceller, der er holdt op med at reagere på radioaktivt jod, kan gøres følsomme over for behandlingen igen. Hvis det lykkes, kan radioaktivt jod på ny blive en behandlingsmulighed for nogle patienter.

Den overordnede udvikling går altså mod den behandling, der er mest hensigtsmæssig for netop den enkelte patient og ved en løbende revurdering i hele patientforløbet.