Spring til hovedindhold
DA / EN
Sort-hvidt familiefoto af en nyfødt baby, der sover trygt i sin fars arme, mens moren kærligt holder om dem begge.
5 ting du skal vide om...

Hvad er en fødselsdepression?

Omkring hver tiende nybagte forælder udvikler en fødselsdepression. Men hvad er en fødselsdepression egentlig, hvordan adskiller den sig fra "baby blues", og hvornår bør man søge hjælp? Vi har spurgt professor Trine Munk-Olsen, som forsker i mødres mentale helbred.

Af Nana Olejank Hansen, , 08-10-2026

At få et barn er en stor livsomvæltning. Mange forbinder den første tid som forælder med lykke.

For de fleste er de første måneder præget af både glæde og usikkerhed, men omkring hver tiende nybagte forælder udvikler en fødselsdepression. Tilstanden kan påvirke både den ramte, barnet og resten af familien, men med den rette hjælp og behandling får de fleste det godt igen, og familien kan finde fodfæste i hverdagen.

Her forklarer professor Trine Munk-Olsen, hvad en fødselsdepression er, hvem den rammer, og hvorfor det er vigtigt at søge hjælp i tide. Trine Munk-Olsens forskning har gennem mange år haft fokus på gravides og mødres mentale helbred, især fødselsdepressioner og -psykoser, og på hvordan disse tilstande påvirker mødre og børn.


1. Hvad er en fødselsdepression?

Fødselsdepressioner opstår inden for de første måneder efter en fødsel og op til seks måneder efter, at man er blevet forælder. Symptomerne på en fødselsdepression svarer til de depressive symptomer, der ses ved depression på andre tidspunkter i livet.

Symptomerne er blandt andet: Nedtrykthed, manglende lyst og glæde, nedsat energi, selvbebrejdelse, indre uro (agitation), tanker om selvskade eller selvmord. Nogle mødre oplever også angst og udtalte bekymringer for eksempel i forhold til barnet.

En ny dansk undersøgelse viser, at 8% af mødre og 3% af fædre oplever en fødselsdepression. 

Er en fødselsdepression det samme som "baby blues"?

Fødselsdepression er ikke det samme som ”baby blues”. ”Baby blues” er noget som mange mødre oplever en af de første dage efter en fødsel. Det er en forbigående tilstand med blandt andet gråd. Symptomerne forsvinder dog igen og kræver ikke behandling. Vi tror, at det skyldes hormoner, men det er ikke bevist.

Hvor kan man søge hjælp?

Du eller din pårørende kan kontakte egen læge, sundhedsplejersken eller en psykolog.

Ved alvorlige symptomer, kan I kontakte den psykiatriske skadestue.

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så kan du kontakte Livsliniens telefonrådgivning på telefon 70 201 201

Silhuet af en person med barnevogn på en trappe omgivet af store træer og grønne blade under en overskyet himmel.

Fakta om emnet

Hvorfor opstår en fødselsdepression

Fødselsdepression skyldes som regel flere faktorer, der spiller sammen. Det hurtige fald i kønshormoner efter fødslen kan måske have betydning hos nogle kvinder.

Faktorer, der kan øge risikoen:

  • Tidligere depression
  • Belastende livshændelser, for eksempel alvorlig sygdom eller dødsfald i familien
  • Manglende social støtte eller social isolation
  • Problemer i parforholdet
  • Fødselsdepression i familien
  • Komplikationer efter fødslen, for eksempel alvorlig blødning

Forstyrrelser i stofskiftet efter fødslen kan give depression. Derfor er det vigtigt at blive undersøgt hos sin egen læge.

2. Hvem kan få en fødselsdepression?

Forskning peger på, at nogle mødre har større risiko for at udvikle en fødselsdepression end andre. Det gælder blandt andet mødre, som før fødslen har haft for eksempel depression eller angst og mødre, som har familiemedlemmer, der har haft en psykisk sygdom. Det skyldes, at psykiske sygdomme har en vis grad af arvelighed.

Forskning viser også, at mødre, der har haft komplicerede graviditeter eller fødsler, har øget risiko for fødselsdepression, og at mødre, som mangler støtte kan være særligt sårbare efter en fødsel.

Kan fædre eller medforældre også blive ramt?

Forskning peger også på, at fædre og medforældre kan udvikle en fødselsdepression. Mine samarbejdspartnere har blandt andet vist, at 3 % af fædre udvikler symptomer på fødselsdepression. Der findes desværre kun begrænset forskning i risikoen for fødselsdepression blandt medforældre.


3. Hvordan påvirker en fødselsdepression familien?

En fødselsdepression påvirker hele familien – uanset om det er mor, eller medforælder, som er ramt.

Det kan påvirke relationen til barnet. Forældre med fødselsdepression kan have svært ved at interagere med barnet, men vi ved heldigvis, at kontakten mellem forælder og barn kan genetableres og styrkes, når fødselsdepressionen er behandlet.

Fødselsdepression kan også påvirke barnets trivsel. Derfor er det afgørende, at der er fokus på hele familien, når en forælder rammes af fødselsdepression

I den akutte periode hvor forælderen behandles for sin fødselsdepression kan det være nødvendigt, at en partner eller en anden fungerer som barnets primære omsorgsperson. Det er vigtigt at huske, at en fødselsdepression ikke nødvendigvis forhindrer en forælder i at yde omsorg for barnet, men aflastning kan give mulighed for at fokusere helt på eget velbefindende og behandling.

En fødselsdepression kan også påvirke parforholdet. Forskning viser også, at der er en øget risiko for, at forældrene bliver skilt, hvis moren har haft en alvorlig fødselsdepression.

En fødselsdepression varer typisk op til seks måneder, men der kan være variation i både symptomer, og depressionens sværhedsgrad.

Faktaboks: Hvilke symptomer giver en fødselsdepression?

Vær opmærksom på depressionssymptomer som:

  • Nedtrykthed
  • Manglende lyst og glæde
  • Nedsat energi
  • Selvbebrejdelse
  • Indre uro (agitation)
  • Tanker om selvskade eller selvmord
  • Nogle oplever også angst og udtalte bekymringer, for eksempel i forhold til barnet

Vær især opmærksom, hvis en nybagt mor har tanker om selvmord. Forskning viser, at mødre, der har tanker om selvskade, har øget risiko for at handle på tankerne, for eksempel ved at forsøge selvmord.

4. Hvad kan man gøre, hvis man selv eller ens partner har en fødselsdepression?

Det bedste man kan gøre, er at søge hjælp hos egen læge eller sundhedsplejerske, hvis en nybagt mor er trist eller på anden måde afviger fra sit normale jeg.

Det er bedre at søge hjælp tidligt end sent. Så hvis moderen eller en partner, ven eller et familiemedlem bemærker en tristhed, der ikke kan forklares, er det bedst at fortælle det til egen læge eller sundhedsplejersken. Alle mødre tilbydes flere besøg af sundhedsplejersken, og til besøget otte uger efter fødslen vil der ofte være fokus på symptomer på fødselsdepressioner. Her kan både mor og far fortælle om symptomerne.

Tidlig behandling kan forebygge, at en fødselsdepression udvikler sig til en meget alvorlig depression.

Hvis en mor tidligere har haft en depression, vil hun muligvis selv kunne genkende symptomerne og dermed søge hjælp, når de opstår.

I visse tilfælde kan kvinder, der tidligere har haft en depression, begynde medicinsk behandling kort efter fødslen. Formålet er at forhindre at depressionen udvikler sig til en alvorlig fødselsdepression.

Hvordan behandler man en fødselsdepression?

Behandlingsmulighederne svarer til dem der anvendes ved depression. Lette tilstande kan behandles med for eksempel antidepressiv medicin og/eller terapi i form af gruppe- eller en-til-en samtaler. Behandlingen kan også suppleres med andre tiltag hvor moderen har fokus på sit eget velvære, for eksempel mindfulness, yoga og motion.

Hvis moderen oplever alvorlige symptomer og for eksempel har tanker om at gøre skade på sig selv eller barnet, kan det være nødvendigt at indlægge hende akut på en psykiatrisk afdeling. Det sker på baggrund af en lægefaglig vurdering, hvor der tages hensyn til både barnet og moderen.


5. Hvad ved forskningen om fødselsdepression i dag?

Det er afgørende, at vi afliver forestillingen om, at det er morens egen skyld, at hun har fået en fødselsdepression. Det er det ikke! Årsagen til, at nogle mødre får en fødselsdepression, er ikke kortlagt, men det er ikke din skyld, hvis det sker.

Forskningen viser, at fødselsdepression ikke skyldes, at man ikke elsker sit barn eller ikke har planlagt graviditeten. Genetisk sårbarhed kan spille en rolle men det kan ikke alene forklare, hvorfor man udvikler en fødselsdepression.

Hvad viser jeres egen forskning?

Vi har blandt andet kortlagt, at mødre med fødselsdepression oplever en lang række forskellige symptomer, og at mange mødre desværre bebrejder sig selv, når noget går skævt.

Lige nu tester vi et selvhjælpsprogram til mødre med en mild til moderat fødselsdepression. Vi undersøger effekten af programmet, og håber, at det kan tilbydes alle mødre i Danmark, når vores undersøgelse er gennemført.

iCARE –selvhjælpsprogram til mødre

iCARE er et forskningsprojekt, som i et lodtrækningsforsøg undersøger effekten af et nyt digitalt selvhjælpsprogram til mødre med symptomer på efterfødselsreaktion. Mødre der har født indenfor de sidste seks måneder, kan deltage i undersøgelsen. 

Forløbet er udviklet af psykologer, læger og forskere. Indholdet bygger på mange års erfaring med levering af digital behandling for angst og depression i Internetpsykiatrien. 

Forskningsprojektet er økonomisk støttet af Novo Nordisk Fonden og Helsefonden, og man kan læse mere om det her - https://icare.cedip.dk/


Mød forskeren

Trine Munk-Olsen er professor i psykiatri. Hun er tilknyttet Forskningsenhed for Børne- og Ungdomspsykiatri, Klinisk Institut og Odense Universitetshospital. Hendes forskning fokuserer blandt andet på gravide og mødres mentale helbred, især fødselsdepressioner og -psykoser, og hvordan disse har indflydelse på mødre og børn.

Trine Munk-Olsen