En studiestart for alle med fokus på tryghed og gode relationer
Med et stærkt fokus på at danne gode relationer i trygge rammer har Det Samfundsvidenskabelige Fakultet i Odense netop afsluttet årets studiestart for nye bachelorstuderende med rigtige gode resultater.
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet har et fælles koncept for studiestart med fokus på faglig og social integration. Studiestarten på alle fakultetets bacheloruddannelser falder i tre faser, der dækker over fakultetets online studiestartskurset How to Uni, introdage på Campus og forskellige indsatser i løbet af de første semestre. Med udgangspunkt i det fælles koncept har hver campusby udviklet et studiestartsforløb, der er særligt tilpasset de lokale forhold og de enkelte studieretninger.
Engagerede tutorer klædt på til opgaven
Studiestartens vigtigste aktører er tutorerne, der spiller en helt afgørende rolle i forhold til at opnå målsætningerne for den gode studiestart. Studiestartstutorer på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet gennemgår en tutoruddannelse, hvor de bliver klædt på til deres vigtige opgave. De ældre studerendes forståelse af deres rolle som tutor har stor betydning for de nye studerendes oplevelse af at blive taget godt imod. I evalueringen angiver hele 97% af de nye studerende i Odense, at tutorerne var imødekommende og engagerede i dem. Dette understreger det positive samarbejde med de mange engagerede tutorer.
”Særlig godt ved min studiestart har været, at tutorerne har været så gode. De har været fantastiske, og virkelig fået rystet os sammen og lavet nogle fede øvelser for os, som har været relevante for at få os sammen som et hold.
Styrkelse af introdagene
De seneste år er der blevet arbejdet målrettet på at højne kvaliteten af indholdet i introdagene med et særligt fokus på at få skabt et fagligt socialt fællesskab. Aktiviteterne i introdagene skal have et formål ud over bare at have det sjovt. Aktiviteterne er derfor udvalgt med øje for de studerendes behov for at få skabt nogle gode sociale relationer i et fællesskab, der bygger på den fælles faglighed, de studerende deler på deres uddannelse. Formålet med studiestarten er at skabe en tryg ramme med mindre fokus på fest og alkohol og mere fokus på trivsel, tryghed og tilpasning til de nye rammer.
Studiestarten skal være for alle. Det betyder at vi tilrettelægger programmet efter nogle rammer præget af bl.a. forudsigelighed i programmet og overskuelighed i den sociale organisering i studiegrupper og øvelseshold. Det er helt nødvendigt for nogen og rigtig godt for de fleste.
”Introdagene har været over al forventning! Jeg har følt mig meget tryg igennem det hele og det at man kom i sin studiegruppe som det allerførste var så skønt!
Trivsel og relationer
En af de mest opmuntrende resultater fra evalueringen i Odense er, at 96% af de nye studerende har fået et positivt indtryk af deres medstuderende og 95% har angivet at det var trygt og rart at deltage i introdagene. Dette indikerer et sundt socialt miljø og en positiv holdning blandt de studerende.
91% af de nye studerende i Odense har også opnået viden om, hvor de kan møde medstuderende og udbygge deres netværk. Dette indikerer, at programmet for introdagene er lykkedes med at skabe muligheder for sociale interaktioner og netværksdannelse.
”Det har været rart, at intet var grænseoverskridende, og der blevet taget højde for alle typer af mennesker. Det var dejligt, at man skulle spise frokost sammen med sit hold, så man havde nogle at være sammen med. Alt i alt en god og tryg måde, at starte på uni
Forventninger
Studiestarten har også til formål at forberede de nye studerende på de nye rammer og guide dem til den rette tilpasning i overgangen fra elev til studerende. Forventningsafstemningen skal tilrettelægges så den styrker de studerendes tro på deres evner og muligheder for akademisk succes.
”Jeg var glad for at blive introduceret til studiegruppen og introduktionen af vores fag, det skabte motivation blandt studerende og føltes gennemtænkt.
Alt i alt afspejler disse gode resultater fakultetets engagement i at skabe en god og positiv studiestartoplevelse, hvor dannelse af gode relationer i trygge rammer er central.
Herunder er beskrevet nogle gode eksempler på aktiviteter, der er med til at understøtte studiestartens målsætning.
Gode eksempler på studiestartsaktiviteter, der fremmer faglig og social integration
Erhvervsøkonomi, HA i Kolding
Fokus på uddannelsens kompetencer i samarbejde med virksomhed
Hvert år deltager en lokal virksomhed med en case i studiestarten på SDU i Kolding. I år deltog Nic Christiansen Group, der i et fælles oplæg på tværs af humanistiske og samfundsfaglige uddannelser satte fokus på kunderejsen. De studerende skulle herefter på hver uddannelse arbejde med hvert deres fokus på kunderejsen sammen med deres undervisere. De forskellige uddannelsesspor involverede både branding, data og organisatoriske forhold. Afslutningsvis præsenterede de forskellige uddannelser deres arbejde for hinanden.
Formålet er at give de nye studerende en naturlig tilknytning til virksomhederne i området gennem et casearbejde, hvor de bliver opmærksomme på de kompetencer de skal træne på uddannelsen de næste tre år. De studerende lærer mere om deres egen og andres faglighed – ligesom underviserne kan trække tråde tilbage til casearbejdet gennem undervisningen på hele 1. semester.
Matematik-Økoonomi i Odense
Mentorordning for studiegruper på Økonomi
På uddannelsen afholdes der gruppesamtaler med de nye studerende. En mentor, der er fast medarbejder på instituttet, tildeles en til to studiegrupper fra den nye årgang. Mentoren mødes med hver studiegruppe to gange pr. semester. Møderne er tænkt som uformelle samtaler mellem medarbejder og studerende. Hvert møde forventes at have en varighed på 1-1,5 time. Samtalen er struktureret ud fra en samtaleguide.
Formålet med mentorprogrammet er at understøtte den sociale og faglige integration af nye studerende til universitetet og uddannelsen i økonomi, og at mindske kløften mellem de studerende og personalet. Ydermere er det for at understøtte de studerendes trivsel, og for at få indsigt i, hvilke udfordringer de studerende oplever i løbet af det første studieår.
Erhvervsøkonomi, HA i Odense
Fokus på sammenhæng mellem kompetencer og karriereveje
I introduktionsdagene har de nye studerende haft mulighed for at møde ældre studerende, som har delt deres erfaringer om, hvordan uddannelsen har rustet dem til at håndtere konkrete udfordringer i erhvervslivet, både i forhold til studiejobs og iværksætteri. Med afsæt i de ældre studerendes oplæg har de nye studerende under vejledning fra en karriere- og employabilitetskonsulent sammen reflekteret over de kompetencer, de selv kommer til at udvikle i løbet af studiet.
Formålet er på et tidligt tidspunkt at konkretisere den faglige profil og visualisere , hvad uddannelsen kan bruges til og hvordan man som ny studerende kan arbejde med sin egen faglige udvikling og profil igennem studietiden.
Resultater fra evalueringen af bachelorstudiestarten på samfundsvidenskab i Odense:
- 95%: Jeg har fået tilstrækkelig information om min studiestart
- 97%: Jeg oplevede, at tutorerne var imødekommende og engagerede i os
- 90%: Introdagene har bidraget til, at jeg føler mig godt til rette på uddannelsen
- 95%: Det var rart og trygt at deltage i introdagene
- 96%: Jeg har fået et positivt indtryk af mine medstuderende
- 84%: Jeg har opbygget en relation til en gruppe af medstuderende, som jeg kender og er tryg ved
- 93%: Jeg har et basalt kendskab til uddannelsens opbygning og faglige indhold
- 87%: Introdagene har bidraget positivt til min tro på, at jeg kan blive en god studerende
- 95%: Jeg ved hvor jeg skal henvende mig, hvis jeg har brug for hjælp og vejledning
*Procentsats angiver andelen af studerende, der har svaret helt enig eller enig