Når alliancer vakler: Europas kamp for sikkerhed i en ny verdensorden

Europa står midt i sin mest alvorlige sikkerhedspolitiske krise siden Den Kolde Krig

Hvordan vurderer du, at Europas geopolitiske position har ændret sig de seneste år og står vi reelt på tærsklen til en fremtid, hvor Europa må klare sig uden amerikansk sikkerhedsgaranti?

Europa har siden 1. og 2. Verdenskrig reelt diplomatisk accepteret at være - og USA har også ønsket dette - en ”lillebror” til USA i den Geopolitiske skolegård. Med Trump 2.0 er Europa vågnet op til en storebror, der ikke bare er flyttet hjemmefra, men nærmest har breaket, at man faktisk ikke ægte er i familie, men nærmere har været adopteret.

Så længe Trump eller ligesindede er ved magten i USA, må vi indstille os på, at Europa skal se sig i spejlet og indse at man reelt er blevet voksen og faktisk både bør og reelt også kan stå på egne ben. Det sidste forudsætter dog både et militær og mental oprustning i befolkningen, hvor indstillingen til at krig ikke er en mulig fjern frygt, men - uden at male fanden på væggen - er en reel risiko.

Om den amerikanske sikkerhedsgaranti er ”borte med Trump-blæsten”- er nok en overdrivelse, men den er i hvert fald redefineret og vil koste penge eller andre indrømmelser - i hvert fald hvis vi skulle få brug for den.

Forhandlingerne i Arktis intensiveres i takt med stormagternes interesse i regionen

Hvordan ser du udviklingen i forhandlingerne mellem USA, Grønland og EU (Danmark)? Og hvilke forhandlingsstrategier dominerer i dag “de konkurrerende”, “de samarbejdende” eller en hybrid mellem de to?

Jeg ser den klare udvikling, at Grønland og EU (Danmark) har forsøgt med klassisk diplomati overfor det jeg kalder Trumps deal-o-mati (laver konstant deals), som er åbenlys og direkte quid pro quo (noget for noget), men snarere nimis pro quo (meget for noget).

Samtidig har man fra Europas side lænet sig for meget op ad den ”Undvigende forhandlingsstrategi”, hvor man har udskudt og håbet, at Trump ville glemme eller finde andre sager, at fokusere på og gjort dette igennem en venlig stil og attitude. Trump derimod har mest åbenlyst gjort brug af både den ”Konkurrerende forhandlingsstrategi”, med trusler, pres, temperament, bluf m.v. og en fjendtlig stil og attitude - men faktisk også med dele af den ”Kompromissøgende” og en mere fairnessorienteret strategi (eks. om at NATO landene må bidrage mere økonomisk og opruste).

Der har Trump spillet det spil og indset, at Europa nok har haft en tendens til at sige: ”Enig…det skal vi have kigget på…” uden rigtig at gøre mere ved det og har så vurderet, at hvis en modpart i en forhandling skal løsrives fra en ”kigge på” til ”gøre noget”, så må den ”Konkurrerende forhandlingsstrategi” i kombination med den fjendtlige stil bruges.

Senest har vi dog set et EU, Danmark og Grønland, der fortsat har gjort brug af en relativ venlig stil, men med en lille bevægelse over i om ikke fjendtlig så dog mere kontant attitude. Dertil har man også anlagt en mere spejlende og dermed også brugt en ”Konkurrerende forhandlingsstrategi”, men dog hele tiden holdt døren åben til både den ”Kompromissøgende” og ikke mindst den ”Samarbejdende forhandlingsstrategi”, hvor man søger at finde alternative og kreative løsninger, der reelt varetager alle parters interesser bedst muligt.

Trump har gentagne gange udtalt sig om både Grønlands strategiske værdi og idéer om annektering

Hvor alvorligt skal vi tage den type signaler i forhold til Arktis-forhandlingerne og Europas samlede sikkerhedsarkitektur?

Det har vi skullet og skal stadig tage ganske alvorligt. Ikke kun fordi det er en mulig risiko - om end risikoen nok vurderes minimal af de eksperter, der sidder direkte med det - for en eskalering i forhold til relationen med USA, men i høj grad fordi, at Rusland og Kina i den grad betragter, hvorledes NATO-alliancen konstant udfordres af Trump og nærmest er på nippet til opløsning. Det sker hvert andet øjeblik, når han udtaler sig enten direkte eller med uld i mund om sine tanker om USA's fremtidige rolle i NATO og med tariffer søger at svække blandt andet den europæiske økonomi.

For nu tyder det dog på, at der er et forhandlingsspor åbent, der måske - særligt efter NATOs generalsekretær Mark Ruttes møde med Trump i Davos - lægger mere fokus på, at den ”Samarbejdende” og den ”Kompromissøgende forhandlingsstrategi” skal være de toneangivne for den high level working group, hvor diplomater fra USA, Danmark og Grønland søger at finde og forhandle løsninger hjem til deres respektive ledere.

Sikkerhedsarkitekturen i Europa er også blevet udfordret i en grad, så der forhandles indkøb og leveringssikkerhed med helt andre fortegn og mere ”Made in Europe”, hvor det er muligt og giver mening. Ligeså har Ukraine udviklet sig til at være en storproducent af våben og forsvarssystemer til moderne drone-krigsførelse til lands, til vands og i luften - som Europa bør investere meget mere i og sikre sig adgang til via investeringer.

Her vil jeg nævne licensforhandlinger om produktion af lignende løsninger eksempelvis nationalt i de enkelte lande, hvor det måtte give mening. Drone-teknologien går så hurtigt, at et begreb som DaaS (Drone-as-a-Service) også er dukket op, hvor det måske ikke handler om at købe et kæmpe lager ind af droner, der så ligger klar i 4-5 år for så måske til den tid at være forældede, men at man måske snarere køber dele og rammer hjem og hvor software og andet, så kan tilpasses når og hvis aktuelt, at dronerne skulle bruges aktivt.

Det er en ret markant anderledes krigsførelse og én af grundene til, at Rusland har så store materielle og mandskabsmæssige tab og at et underbemandet militær som det ukrainske i det store og hele formår, at holde frontlinjerne stort set stationære imod, hvad der oprindelig gik for at være verdens 2. største og stærkeste militær.

Dét skal tænkes anderledes ind i den europæiske sikkerhedsarkitektur. Personligt er jeg også noget forbeholden over de mange milliarder, der afsættes til genopbygning af en dansk slagkraftig og ret klassisk krigsflåde med fregatter etc. Ukraine har ingen krigsflåde, men har til gengæld med få midler destrueret store dele af Ruslands sortehavsflåde og de rester af den, der er tilbage, er låst inde, da Rusland ganske enkelt ikke kan beskytte disse tilstrækkeligt mod hav- og luftdroner. Ukraine har vist, at det kræver et par avancerede havdroner og luftdroner, (der tager nogle måneder at bygge) til en mulig omkostning på nogle millioner dollars totalt at sænke et milliarddyrt krigsskib, der tager år at bygge.

Hvis ikke vi i Danmark og Europa tager bestik heraf, men køber ind, som om vi er blinde for denne nye virkelighed, så kan det blive utroligt problematisk og være særdeles langsomme, dyre, dårlige og reelt ineffektive investeringer.

Fra diplomati til transaktionelt magtspil

Ser du en bevægelse globalt fra klassisk diplomati til et mere transaktionelt princip - hvor næsten alt mennesker, territorier, ressourcer - betragtes som forhandlingsobjekter? Og hvad betyder det for stabilitet og international ret?

Ja og især som følge af Trump 2.0 - så har diplomatiet i den kontekst ændret sig markant i en retning af det omtalte ”deal-o-mati”, hvor alt principielt forsøges handlet.

98% (billedligt talt) af verdens lande arbejder dog stadig efter mere klassisk diplomati og såfremt republikanerne taber midtvejsvalget til november 2026 (hvis det da bliver gennemført og/eller gennemført på demokratisk vis), så kan der naturligvis ske et skifte før Trumps periode afsluttes. Derudover afhænger meget jo også af, hvem der sætter sig i præsidentsædet efter Trump ligesom de europæiske valg i de kommende år bliver afgørende for om vi vil se et mere sammentømret eller potentielt yderligere splittet Europa.

Vi kigger efter min overbevisning ind i at 2026 til 2030 eller senest 2035 som bliver afgørende for, hvor meget verdensordenen bliver forandret og om den i sin nye virkelighed finder en stabilitet og en afart af international ret, der ligner mere det vi kom fra end det vi frygter at se ind i.

Fremtidens politikere og diplomater skal for alvor finde det fulde arsenal af forhandlingsstrategier og taktikker frem og arbejde helt ekstremt professionelt, struktureret, proaktivt og agilt.