Hasselmus-biologerne har stadig brug for hjælp
Sensommer og efterår er nøddetid, og blandt de mange nøddesultne dyr finder vi hasselmusen. Man kan hjælpe SDUs og Naturamas biologer ved at indsamle nøddeskaller i naturen. Gnavene i nøddeskallerne afslører nemlig, om og hvor en hasselmus har været på spil.
Hasselmusen er et af Danmarks sjældent sete dyr: Den er lillebitte, og så sover den hele vinteren væk, godt gemt i sin rede af græs og blade under krat eller mellem sten og trærødder.
Hvis man er så heldig at se spor af den lille syvsover, vil biologerne på SDU og Naturama gerne høre om det i forbindelse med deres forskningsprojekt om hasselmusen.
Det kan være, at man har fundet en rede – den skal man lade være med at røre og nøjes med at fotografere den – eller at man har fundet nøddeskaller med mulige hasselmus-tandmærker – eller måske har man fundet uglegylp i en af de skove, som hasselmusen lever i.
I hele 2026 kører biologerne et samarbejde med DR Ramasjang, som hedder Ramasjang redder hasselmusen. Projektets leder, biolog Zenia Henriksdottir Hansen fra Biologisk Institut siger:
- Vi er blæst bagover over af den store interesse og entusiasme, som projektet er blevet mødt med. I år har virkelig været et år med hasselmusen i fokus, og det er megafedt, at det er blevet taget så godt imod af både børn og voksne. Vi har fået indleveret så mange nødder allerede (godt et par tusind), og har fået masser af henvendelser og fotos på mail. Jeg er meget taknemmelig for alle, der har taget deres tid til at deltage på den ene eller anden måde.
Biologerne er endnu ikke nået gennem alle tilbagemeldinger, men de har endnu ikke fundet nye spor af hasselmusen.
- Derfor vil vi gerne give en ekstra opfordring til at gå ud og indsamle nøddeskaller, da det er især her i sensommeren og efteråret, de spises, lyder det fra Zenia Henriksdottir Hansen.
Vil du hjælpe? Her er mere information
Projektet slutter d. 30. november, hvor biologerne vil tage alle deres nøddestationer ned og gennemgå de sidste nødder.
Her kan du læse DRs tema ”Ramasjang redder hasselmusen”.
Her er Naturamas beskrivelse af projekt "Hasselmusen som klimaambassadør".
Tidligere publiceret på sdu.dk om samme emne: Gå en tur i skoven og hjælp forskerne med at kigge efter hasselmus.
Mød forskeren
Zenia Henriksdottir Hansen er ph.d.-studerende på Biologisk Institut, Population Biology og SDU Climate Cluster.