Ny bog og konference om ledelse på uddannelser
Der ledes som aldrig før, også på de danske uddannelsesinstitutioner. I ny bog undersøger en række forskere fra Institut for Kulturvidenskaber de nye ledelsesformers muligheder og begrænsninger. Det markeres med en konference.
Ledelse er blevet tidens svar på alverdens problemer. Økonomi, strategi, kontrol mv. Det skaber helt nye konstellationer mellem de implicerede ledere, mellemledere, lærere og pædagoger.
Spørgsmålet er, hvad de nye ledelsesformer skaber af muligheder, begrænsninger og problemer? Og er det overhovedet nødvendigt med al den ledelse?
Det har 11 forskere fra Institut for Kulturvidenskaber sat sig for at undersøge, og resultaterne af deres arbejde kan nu læses i bogen Mellem ledere – uddannelsesledelse som problem eller svar?.
Bogen giver ikke entydige svar på emnets mange veje og afveje, men peger derimod på en række udfordringer, som ledere og især det stigende antal mellemledere på de danske uddannelsesinstitutioner må forholde sig til.
Udgivelsen markeres med en konference om netop ledelse og mellemledelse af pædagogik og uddannelse. Her vil bogens forfattere folde deres temaer ud, ligesom en paneldebat med deltagelse af ikke bare forskerne selv men også skoleledere, pædagogiske ledere, lærere og pædagoger vil lægge op til debat om de seneste års ledelsestiltag.
Konferencen finder sted d. 30. november.