ISK står stadig efter 25 år
Sammenhængskraft på tværs af fagligheder og samarbejde med kollegialt overskud er årsagen til, at Institut for Sprog og Kommunikation i år kan fejre 25 års jubilæum. Det mener institutleder Steffen Nordahl Lund
”Den 1. januar 1991 nedkom Det Humanistiske Fakultet med 4 velskabte, nye små. Og dog: Helt små var de nu ikke. Temmelig velvoksne og hver især med særlige styrker. For eksempel kunne vi hele syv sprog lige fra fødslen. Det er vi vokset fra. Men det var en tydelige stolt far (Carl Bache,) der hilste de fire nye velkomne til verden.”
Sådan indledte institutleder Steffen Nordahl Lund sin tale ved fejringen af instituttets 25 års jubilæum tirsdag den 25. januar.
Som det eneste af de fire institutter, der i 1991 så dagens lys, er Institut for Sprog og Kommunikation intakt og bærer samme navn.
Hvorfor? Kunne man fristes til at spørge. Og hvorfor er det nødvendigt at fejre de 25 år med en uformel, men dog stadig festlig sammenkomst som en reception med taler nu engang er? Ikke overraskende har Steffen Nordahl Lund et svar parat:
- Fordi vi kan!
- Det er sammenhængskraften på tværs af fagligheder og et sammenhold, hvor humor har været en vigtig del af måden, vi er sammen på, der er årsag til, at ISK står, som det blev skabt i 1991. Det, synes vi, er værd at fejre.
PC-kørekort trak tænder ud
I sin tale så institutlederen tilbage på de 25 år, der er gået. Og især håndteringen af én bestemt udfordring, står for Steffen Nordahl Lund som et klart eksempel på det gode sammenhold, han mener, er kendetegnende for instituttet.
PC-kørekortet i år 2000.
- Powerpoint, excelregneark, databehandling med videre. Så skulle der trænes. Indlagt eksamen i 7 forskellige moduler. Og vi var rystende nervøse, når vi skulle til eksamen. Det var fa’me flovt at dumpe. Men vi lavede workshops, hvor superbrugere hjalp novicerne, og da vi alle var bestået, blev det fejret med en stor dimissionsfest, fortæller Steffen Nordahl Lund.
- Den oplevelse gav os et stærkt sammenhold og siger noget om måden, vi arbejder sammen på – altid med et kollegialt overskud.
Ved receptionen, der traditionen tro bød på pindemadder, frugt og lidt til den søde tand, deltog omkring 60 medarbejdere, tidligere medarbejdere og andre med tilknytning til ISK. Udover Steffen Nordahl Lund holdt også Carl Bache og Flemming G. Andersen, begge tidligere dekaner og institutledere ved ISK, samt tillidsrepræsentant Jørgen Chr. Bang tale.