4. akt. Gudernes hvisken

Odysseus nåede adskillige gange til Jordens ende. På samme måde strejfer også Tour de France på forskellige punkter den umenneskelige verden. For cykelløbet er en total udforskning af de jordiske grænser, skrev Roland Barthes i 1957.

”Man fortæller os, at når man er på Ventoux, så har man allerede forladt jordkloden og omgives af ukendte stjerner”, skrev han.

I denne 4. akt, vendepunktet, skal rytterne udsætte sig selv for konflikten, de skal udforske de jordiske grænser. De skal ifølge medieforsker på SDU Bo Kampmann Walther gøre sig skrøbelige over for plottet og for plottets forløsning, for ellers gider vi ikke følge helten. De skal op i bjergene. Op under ukendte stjerner.

Besjælede bjergbestigninger

At kæmpe sig over bjergpassene er ikke blot en kraftpræstation, en kamp mellem krop og ånd. Bjergene er ikke blot et stykke nøgtern geografi.

Det er bjerge ladet med betydning. Minder om kampe, der gennem tiden har udspillet sig dér, og tidligere cykellegenders storhed og fald på stigningerne, fortæller Bo Kampmann Walther.

Som tilbage i 1913 ved bjerget Col du Tourmalet. Et bjerg, der opnåede legendarisk status, da den franske rytter Eugéne Christophe smadrede forgaflen på sin cykel og vandrede 15 kilometer tilbage langs bjerget med cyklen over skulderen ind til en lokal smedje i en lille landsby, hvor han lånte værktøj til at reparere cyklen, så han kunne cykle videre.

Smedjen er i dag et nationalt mindesmærke og museum, og bjerget har siden haft en mytologisk status i Tour de France.

Og så er der Mont Ventoux, det skaldede bjerg. Goldt og uden vegetation, ingen læ, intet, bare kraftige vindstød og lige, monotone strækninger. At vinde på Ventoux er at vinde respekt, det er at nærme sig guddommelige kræfter.

At bestige bjerget L’Alpe d’Huez kan give øjeblikke heltestatus. Det er et mytisk bjerg, stejlt og eksplosivt, med 21 hårnålesving, omgærdet af solbagte og alkoholpåvirkede menneskemængder, der hujer og buer og kommer for tæt på.

- Publikumshavet ved L’Alpe d’Huez er som et tentakelmonster, der kan gribe ud efter rytteren hele tiden og dermed skabe den troværdighed, at rytteren skal overkomme alle disse trængsler for at vinde løbet, siger Bo Kampmann Walther.

- På den måde er det Shakespearske teater et godt billede, for der havde man sådan en mani med at entrere på scenen og smide ting derop. Det var et indlevelsesgreb, som svarer godt til menneskehavet på Alpe d’Huez.

En verden af forstyrrelser

Tour de France er ifølge Bo Kampmann Walther en designet progression af forstyrrelser i ekstrem forstand.

Det er forstyrrelser i en ydre forstand i form af bjergene, de massive publikumsmængder, der udfordrer rytterne på deres vej gennem løbet, og så i en indre forstand, hvor det handler om kampen mellem kroppen og ånden.

Det er disse forstyrrelser, forstået som modstand og konflikt, der styrer plottet, forklarer Bo Kampmann Walther.

- Der er altid så meget snak om, at man skal fjerne doping. Der er altid så meget snak om, at man skal fjerne publikum. Men hvis man gør det, så fjerner man også monsteret, det vil sige den modstand rytterne skal overkomme.

- Så risikerer man også at fjerne de forstyrrelser, som faktisk er incitamentet for hele løbets dramatik, altså kampen om at komme først og forløse sig selv og verden, som vi synes er så fascinerende, siger han.

- For plottet handler om, at helten skal sættes på prøve, at rytteren skal overkomme så mange trængsler og udholde så meget smerte og modstand, men alligevel lykkes med at træde hen over det i en troværdig forstand og sejre på trods.

Rytteren skal udsætte sig selv for plottet

Selve plottet i Tour de France-dramaet fordrer en aktør, der gør sig skrøbelig overfor plottet. For en del af nerven i selve løbet er at følge, hvornår rytterne afslører deres skrøbelighed, og hvordan de vælger at håndtere den, forklarer Bo Kampmann Walther.

Hvordan ser vi rytteren ofre sig undervejs? Hvornår fejler ham, som klatrer op ad alle bjerge? Hvornår styrter sprinteren? Hvem lykkes på mirakuløs vis med at køre sig selv i stilling?

- Det er skrøbeligheden, der gør rytteren autentisk og troværdig. Derfor sidder vi bag skærmen og venter på, at den skrøbelighed afslører sig, siger han.

- Seerne lægger sådan et helte-/fjendebillede ned over rytterne. Ham der er skrøbelig, men han er også en idiot, så ham kan vi ikke lide. Ham der holder vi med, fordi han er menneskelig. Ham der er vi fascineret af, fordi han er en dynamo, og så sidder vi egentlig bare og venter på, at han afslører sin egen skrøbelighed.

- Ryttere som Indurain og Armstrong var ikke længere troværdige, for hvornår fejlede de? Så sidder man som seer instinktivt, uden at ville indrømme det, og håber på, at der kommer en blandt publikum og spænder ben, at han styrter eller går kold i en opstigning. Vi søger konflikten, for vi vil gerne se lidelsen og overvindelsen af den.

Vi vil se mennesker, ikke maskiner

Det er vigtigt, at rytterne får et skud skrøbelighed, før de bliver til rene maskiner, understreger Bo Kampmann Walther.

- Ingen gider at se på en rytter, der bare er en maskine og så nemt som ingenting kører fra a til b. Derfor skal de over bjerge, derfor skal der stå en publikumsmængde, og derfor skal der være fristelser som doping. Hvis ikke de elementer var der, ville løbet dø.

For Tour de France er ikke bare cykling. Det er lidelse. Og det er overvindelsen af lidelsen, der fører rytteren frem.

- Når man kommer til bjergenes top, er man så langt oppe, at det er ren æter. Der bliver helt lydløst. Der er kun gudernes hvisken, siger Bo Kampmann Walther.

Men hvad sker der, hvis man falder fra tinderne? Det kan du læse om i 5. og sidste akt af Ny Videns Tour de France-føljeton, ’Storhed og fald’.