Skip to main content
Tour de France som drama

5 akt. Storhed og fald

Tour de France er storhed og fald. Det er kampen mellem æstetikken og etikken. Det er historien om Olympens guder, der afslører deres menneskelighed. Læs hvorfor i 5.akt: afslutningen.

Af Sofie Sørensen og Susan Grønbech Kongpetsak, , 08-07-2022

En rytters succes afhænger af musklernes kvalitet, forstandens skarphed og karakterstyrke, og så findes der den der særlige gnist, der kan antændes i en gudsbenådet rytter.
Et elektrisk stød, en mirakuløs gnist, der kan få rytteren til at eksplodere, så de udfører overmenneskelige bedrifter.

Sådan beskrev Roland Barthes den styrke, en god rytter i Tour de France er gjort af, i sit essay fra 1957.

Men, skriver han videre, der eksisterer en forfærdelig parodi på den mirakuløse gnist: doping.

”At dope en rytter er lige så kriminelt som at efterligne Gud; derved berøver man Gud hans privilegerede eneret på den mirakuløse gnist”, skrev han.

Doping er blasfemi. Et moralsk forfald. Alligevel er der ingen rytter i Tour de France, der vinder løbet på ren viljekraft, understreger medieforsker på SDU Bo Kampmann Walther.

For Tour de France er også historien om Olympens guder, der afslører deres menneskelighed.

En illusorisk verden

Er I klar over, hvad det kræver for kroppen at blive restitueret?, spurgte Bjarne Riis engang lettere irriteret en flok journalister, der havde stimlet sig sammen foran ham, fortæller Bo Kampmann Walther.

- Pausen, der fulgte efter hans spørgsmål, markerede en tydelig irritation, siger han.

- For hvor var journalisterne dog illusionsbefængte, naive og muligvis også uetiske at tro, at en sådan kropslig præstation som Tour de France, ville være muligt, hvis man kørte på ren uskyld og restitution.

Danske Tour-helte:
'Syndebukken'

Her gælder alle kneb, lige fra den bedst designede klinge til den mindst sporbare bloddoping.

Bo Kampmann Walther, Lektor

At tro Tour de France er en ren begivenhed er en drøm, mener Bo Kampmann Walther.

- Man måler de kropslige og sportslige præstationer op imod en illusorisk verden, hvor alt er godt og rent, men det kan man ikke. For hvis det var sådan, ville det være et kedeligt løb. Rytterne ville køre for langsomt. De ville være alt for trætte. De ville aldrig kunne nå at restituere, siger han.

- Hvis der ikke var doping i Tour de France, så gad man ikke se det, men man flirter hele tiden med mekanismerne for det.

Fra æstetik til etik

Tour de France som narrativ hviler på en romantisering, der gennemsyrer hele æstetikken omkring løbet. De store bjerge. Lidelsen. Overvindelsen, forklarer Bo Kampmann Walther.

- Tour de France er ikke blot ekstremsport. Det er også poesi. Det er ideen om det skønne, det gode og det sande. Men når denne romantisering kammer over i en romantisering af løbet som værende en ren tilstand, bevæger man sig fra det æstetiske til det etiske, siger han.

- Vi hylder rytteren, når han kæmper sig op over bjergene. Vi ser på ham med stolthed, når han står på det lydløse bjerg, hvor kun guderne hvisker, men sekundet efter river vi ham med bulder og brag ned i sølet.

- Det så vi med Michael Rasmussen. Her hoppede man fra det æstetiske, hvor vi hyldede hans præstation hele vejen op ad bjerget, for så derefter, DYK, over i det etiske, hvor han havde forbrudt sig mod baseline.

De faldne helte

Listen over Tour de France-helte, der er faldet fra tinderne, er lang. Her er nogen af de mest spektakulære:

Danske Michael Rasmussen kørte fra alt og alle på Col’d Aubisque i 2007 og lå til at vinde Tour de France. Men sammen aften smed hans hold Rabobank ham ud af løbet på grund af dopingmistanke. I 2013 indrømmede Michael Rasmussen omfattende doping i det meste af sin professionelle cykelkarriere

Lance Armstrong kværnede alt og alle i Tour de France fra 1999-2005, hvor amerikaneren blev indbegrebet af den gule trøje og vandt syv år i træk. I 2012 blev han fundet skyldig i ulovlig doping og fik frataget alle sine Tour de France-titler. I dag er der ikke nogen vinder af Tour de France fra 1999-2005.

I 1998 ramte den første alvorlige dopingskandale løbet, da hele Festina-holdet med bl.a. den populære franske klatrer Richard Virenque blev smidt ud af Tour de France, efter en soigneur fra Festina blev stoppet med store mængder doping i bilen.

- Det svarer til den sardoniske fryd, folk har haft under karnevallerne i 1300-tallet, hvor de endelig på den ene dag om året bogstavelig talt vendte røven i vejret til guderne: ”Så kan de lære det. Herremanden er et svin”, siger Bo Kampmann Walther.

- På denne dag kunne de hive herremanden ned fra højderyggen, hvor han boede, og hele vejen ned i sølet til grisene. Akkurat som vi så det, da Bjarne Riis, Ørnen fra Herning, med et blev reduceret til Bjarne Gris, siger han.

Hvert år skuffes man over, at løbet ikke er rent, alligevel formår løbet at genopstå år efter år ud fra en forgøglet ide om, at løbet nu er rent og jomfrueligt.

Bo Kampmann Walther, lektor

Ifølge Bo Kampmann Walther burde vi egentlig skamme os. For vi elsker at heppe og holde med en, der kæmper sig til toppen for så lige efter at pille vedkommende ned igen.

- Så kan vi sige til hinanden, hvad vi åbenbart alle hele tiden havde tænkt: Ja, jeg synes nok, der var noget lusket over Bjarne Riis og Michael Rasmussen.

- Derfor var glæden stor, da Michael Rasmussen sejrede, for så kunne vi med dets større glæde hive ham hele vejen fra Olympen og de højere luftlag og ned til et bøvet pressemøde, hvor han vippende nervøst på en campingstol indrømmede, han havde taget doping. Bang! Så var han ligesom i jordhøjde igen.

Storhed og fald

I Tour de France er der altså ikke langt fra den ene yderlighed til den anden. Der er ikke langt fra storhed til fald. Både under og efter Tour de France. Men den bevægelse er også en del af narrativet, siger Bo Kampmann Walther.

- Det interessante er, at hvert år skuffes man over, at løbet ikke er rent, alligevel formår løbet at genopstå år efter år ud fra en forgøglet ide om, at løbet nu er rent og jomfrueligt. Men sandheden er, at vi alle godt er klar over, at det er en illusion.

Faldet fra tinderne er langt, og man slår sig hårdt.

Bo Kampmann Walther, Lektor

Ifølge Bo Kampmann Walther skyldes det, at vi tænder for Tour de France og sætter os til rette på publikumssæderne med samme indstilling, som publikum i sin tid satte sig til rette foran scenen for at bevidne en af Holbergs komedier.

Nemlig velvidende, at de nu skulle se noget om nogen på scenen, der skulle fremstå perfekte, men som alligevel havde en brist, og at deres umiddelbare perfekte karakterer dermed blot var det rene illusionsmageri.

- Akkurat ligesom vi så på Pantani, der sprang ud over sin egen rolle og blev løbskonge. Hvilket mirakel. Lige indtil, ha!, han havde jo snydt. Han var dopet. Eller som Armstrong, der kværnede sig igennem løbende som en direktør i sit eget firma. Utroværdig og en skide chef. Men så, pludselig, hvilken gave, hvilken befrielse: Armstrong havde også taget doping. Åh endelig!, selvfølgelig havde han snydt, den idiot.

Alle kneb gælder

Listen over dopede cykelhelte er lang. Men ifølge Bo Kampmann Walther må man forstå, at i et løb som Tour de France gælder alle kneb.

- Det er for mig at se en naiv og lidt farlig illusion at tro, at sport på de høje konkurrencenagler udelukkende handler om fællesskaber og gode solide kerne-grundtvigianske ideer. Vi kommer altså højere op, end der hvor Foreningsdanmark stopper, når det gælder ekstremsporten. Her gælder alle kneb, lige fra den bedst designede klinge til den mindst sporbare bloddoping.

Vi ser på ham med stolthed, når han står på det lydløse bjerg, hvor kun guderne hvisker, men sekundet efter river vi ham med bulder og brag ned i sølet.

Bo Kampmann Walther, Lektor

- Tour de France-narrativet er designet til, at cykelrytternes skrøbelighed skal afsløres, så ideen om et rent løb foregår på en forvrænget baggrund, når nu det er meningen, at skrøbelighederne stikker ud, og nogen falder igennem, siger han.

Spørgsmålet er derfor oplagt. Lever cykelheltene i Tour de France-dramaet så overhovedet lykkeligt til deres dages ende?

Og svaret fra Bo Kampmann Walther falder da også prompte:

- Nej! Der er absolut intet sundt ved sporten, og måske får de kindkys, men de bliver også hjulbenede, og faldet fra tinderne er langt, og man slår sig hårdt.

Mød forskeren

Bo Kampmann Walther er lektor ved Institut for Kulturvidenskaber og forsker bl.a. i de litterære og filosofiske aspekter af medier.

Kontakt