Eksperter er også mennesker: Morten Sodemann

Hvorfor er du i medierne? 

Dels fordi globale sundhedsemner ofte er en del af den offentlige debat, dels fordi mit erfarings- og forskningsområde, etniske minoriteters sundhed, ofte er genstand for mediernes og politikernes opmærksomhed.

Der er få forskere på området i forhold til pressens og befolkningens bevågenhed, så hver gang der står ’indvandrer’ på en nyhed, er der ganske få, man kan ringe til. Som forsker har man også en forpligtelse til at formidle.

Hvordan forholder du dig til debatten f.eks. på sociale medier?

Jeg prøver at holde mig til at diskutere med folk, der gør det, for at vi kan blive klogere af hinanden. Der er tonsvis af emnemæssige ”limpinde” på sociale medier, som man skal lære at holde sig fra. Det tager 1 sekund at blive hvirvlet ind i en afsporet debat uden logik, som bygger på rabiate meninger. Sociale medier er stærke, når man holder sig til faglige udvekslinger og formidling.

Jeg har lært meget af vidensdialoger på sociale medier. Jeg synes, det har været utrolig lærerigt på mange planer at skulle formulere sig præcist med ganske få tegn til rådighed på Twitter. Og de konstruktive på Twitter er flinke til at sætte kilder på og dele links til relevante artikler.

Og så er f.eks. Twitter et godt medie til direkte kontakt med mediefolk, beslutningstagere og politikere – det bypasser de almindelige strukturer og giver mange frugtbare kontakter. De fleste af mine interviews kommer i stand på baggrund af et tweet.

Hvilket ansvar føler du for måden dine udsagn bliver brugt på?

Man kan I høj grad selv styre sine udsagn på sociale medier, men man kan ikke styre, hvordan de bliver opfattet i ”fri dressur”. Derfor skal man tænke ekstra godt over budskabet: Er det interessant? Bliver vi klogere af det? Flytter det debatten et bedre sted hen?

Jeg kender de fleste af de journalister, der skriver om mine fagområder, og jeg er aldrig blevet snydt af dem. Man skal vide hvilke aviser, der kan anlægge en bestemt vinkel (enten offervinklen eller en bestemt politisk vinkel), og dér skal man regne med at blive misrepræsenteret – de kan ændre konteksten eller interviewe andre, der mener noget andet, så man fremstår mere som et partsindlæg i stedet for ekspert.

Kun en tåbe frygter ikke rubrikbestyreren – overskrifter kan i dag være til for at få trafik, ikke for at skabe mening, og det er forskernes værste fjende.

Hvad gør du, når du vil koble af fra COVID-19-mediemøllen?

Går tur, lytter til podcasts om emner jeg ikke anede fandtes, hugger brænde, spiller høj musik eller ser virkeligt dårlige film med gode replikker, man sidder og venter på. Men kan også finde på at skrive vrede debatindlæg til papirkurven.

Hvis du skulle komme med ét godt råd til andre, der vil tage ekspertrollen på sig, hvad skulle det så være?

Drop berøringsangsten over for medier og journalister. Man kan påvirke mediernes interesse og formidling uden at blive kørt over, men det kræver, at man har et budskab, man står ved og holder sig til.

Man må ikke blive fanget af (eller lokkes til) det, der kaldes epistemiologisk rovdrift. Det vil sige, at man begynder at opføre sig som ekspert på andres områder – pressen elsker det, men man mister omgående troværdighed. Lad vær med det. Hold stien ren, og hold dig til det, du har førstehåndsbelæg for at udtale dig om – styr dit ego.

Hvordan har det påvirket dig at arbejde med indvandrermedicin under COVID-19?

Det har som for alle andre været en lang forstyrrelse. I foråret var jeg læge på et COVID-19-afsnit, og vores egen klinik har siden da været omlagt til virtuelle konsultationer. Det har været en svær omstilling for os og patienterne.

Det er ved at blive klart, at patienter kan have glæde af virtuelle samtaler. Men det er også klart, at online møder nok er gode til beslutninger og udveksling af generelle informationer, men den ”kollektive kreative hjerne”, der opstår ved fysisk samvær i teamet, kan Zoom ikke skabe – tværtimod.

Derimod fik jeg endelig tid til at skrive min bog færdig, der udkom i november (’Det du ikke ved, får patienten ondt af’). Det skyldtes nok primært, at alle mine foredrag blev aflyst og omlagt til virtuelle foredrag.

Hvad skal der efter din mening til, for at vi kan få en bedre kollektiv samtale om COVID-19?

Jeg ved ikke om samtalen er så ringe endda? Sammenlignet med mange andre lande synes jeg den offentlige samtale har været livlig, men ordentlig med forventelige afvigere.

Debatten har været præget af en venlig vekselvirkning mellem politik og forskning/viden, mens holdninger er blevet luftet, men, mener jeg, er blevet mødt af input fra eksperter, der har kunnet nuancere debatten.

Jeg kan ikke erindre at eksperter har haft så central placering i den offentlige debat. Og jeg synes egentlig pressen har været gode til at få fat i kommentarer fra flere forskellige forskere og fra alle forskningstraditioner – selvom der har været enkelte gengangere, som af medierne er blevet gjort til eksperter på alt, der lugter af COVID-19 – uagtet at deres forskningsfelt er snævert.

Det har næsten været som et langt Folkemøde, hvor man har mødt hinanden i mere direkte dialog – borgere, politikere, presse og eksperter.

Foto: Lars Skaaning for SDU