Eksperter er også mennesker: Christine Stabell Benn

Hvorfor er du i medierne?

Fordi jeg synes, jeg har en forpligtelse til at dele min viden og til at prøve at nuancere debatten, når den tenderer til at blive ensidig.

Hvordan forholder du dig til debatten fx på sociale medier?

Jeg elsker den hurtige adgang til nye forskningsresultater og den umiddelbare diskussion af nye forskningsresultater, som f.eks. Twitter giver mulighed for. Jeg deltager ivrigt i høflig vidensudveksling og lærer rigtig meget af både fagfæller og lægfolks input. Jeg bakker ud, hvis nogle er grove og/eller klart har dannet sig en mening på forhånd, som de ikke har i sinde at opgive uanset hvad. Det er heldigvis de færreste.

Hvilket ansvar føler du for måden dine udsagn bliver brugt på?

Det har jeg tænkt meget over. Specielt fordi nogle har fremført, at jeg ikke burde dele vores forskningsresultater omkring negative uspecifikke effekter af ikke-levende vacciner blandt piger i Afrika, fordi de kunne blive misbrugt af antivax’ere.

Det ærgrer mig selvfølgeligt, når nogle ”cherry-picker”, og kun viderebringer vores negative resultater og ikke de mange positive resultater. Men hvis man skulle undgå cherry-picking, så kunne man aldrig sige noget som helst.

Censur/selvcensur bidrager kun til en ting: at øge mistillid. Vi skal kunne diskutere fordele og ulemper ved vacciner på en åben og transparent måde, ligesom vi ville gøre det med ethvert andet sundhedstiltag.

Hvad gør du, når du vil koble af fra COVID-19-mediemøllen?

Vender blikket mod mine fritidsinteresser.

Hvis du skulle komme med ét godt råd til andre, der vil tage ekspertrollen på sig, hvad skulle det så være?

Få en rådgiver!

En amerikansk kollega sagde engang til mig: ”Go where the fire is for ideas. You know that you have found the sweet spot, the important research subject, when everybody is skeptical, but no one can explain why”. Jeg har været heldig at finde brændende punkter, både i min forskning, og også i den offentlige debat.

Men ligesom brandmænd har værnemidler, når de bevæger sig ind i ilden, så er det også uhyre vigtigt, at man som forsker og deltager i debatten har nogen at læne sig op ad, når man får den kritik, som uvægerligt følger med at udfordre det bestående. På forskningsområdet har jeg været privilegeret at have en ældre mentor; i debatten har jeg allieret mig med en dygtig kommunikationsrådgiver.

Måske kunne det være en idé for SDU mere systematisk at stille en kommunikationsrådgiver til rådighed for de, der overvejer at bevæge sig ind i debatten som ekspert? Selvom jeg ved, at SDU allerede gør noget, og at man kan henvende sig på sit fakultet, er et problem, som jeg ser det, at mange dygtige fagfolk holder sig væk eller trækker sig ud pga. den nogle gange hårde tone.

Resultatet er, at debatten mestendels er befolket af de, der er lidt hårdhudede. Ønsker vi det? Ikke jeg i hvert fald. Vi får ikke hele talentmassen i spil – og vi mangler måske især at høre fra de mere eftertænksomme.

Der kunne være en stor gevinst, både for tonen i debatten og for den viden, der kommer i spil, hvis alle eksperter, der havde noget på hjertet, trygt kunne deltage i debatten med en rådgiver i ryggen.

Du har været centrum for en del debat – f.eks. på Linkedin. Hvordan har det påvirket dig?

Langt det meste respons, måske 90 procent, har været overordentligt positivt, men der er også faldet nogle hårde ord. Det ligger nok til den menneskelige natur at huske de hårde ord bedre.

Noget af kritikken er helt ved siden af, givet af folk, der har dannet sig en mening på forhånd og ser alle andre meninger som en trussel, som de skal meje ned hurtigst muligt, og som derfor er uimodtagelige for argumenter. Den kritik synes jeg, at jeg er blevet bedre til at ignorere – og den fortjener ikke bedre.

Jeg prøver til gengæld at lytte til den relevante kritik. Så fortæller jeg mig selv, at det er den, jeg lærer allermest af – også selvom den lige i situationen føles uvelkommen. Min mentor takkede engang i en takketale sine modstandere, for uden dem var han aldrig kommet så langt, som han var. Det er vel også sådan, jeg prøver at se på det.

Hvad skal der efter din mening til, for at vi kan få en bedre kollektiv samtale om COVID-19?

Vi har haft en kæmpe kollektiv samtale om COVID-19 i de sidste 11 måneder. Jeg har aldrig snakket så meget så længe om et enkelt emne. Men samtalen kan helt klart blive bedre.

Jeg er medlem af en organisation for universitetstilknyttede, ”Heterodox Academy”, hvis mission er at ”support open inquiry, viewpoint diversity, and constructive disagreement in research and education”. En af initiativtagerne, socialpsykologen Jonathan Haidt, har skrevet en fantastisk bog ”The Righteous Mind. Why Good People Are Divided by Politics and Religion”. Jeg tror faktisk, at hvis alle læste den bog, virkelig læste den, så ville vi få en bedre kollektiv samtale.

Den handler om, hvordan vi kan blive snydt af vores hjerne til selektivt at lytte til argumenter, der støtter vores forhåndsindstilling, og om den nysgerrighed, som det burde vække, når andre mener noget helt andet, og om, at netop argumenter, der sætter spørgsmålstegn ved vores forhåndsindstilling, er en chance for at blive klogere.

Den bog har f.eks. gjort mig nysgerrig på en anden måde på Trump-tilhængere. Jeg kan ikke længere tænke ”idioter” – men mere tænke, at når næsten 50 procent af USA’s vælgere stemmer på ham, så er de jo ikke dumme alle sammen – og jeg bliver nysgerrig efter, hvad det er, de tænker, hvad de er bange for, hvad de længes efter. Det er faktisk starten på en god samtale.

Foto: Lasse Bech Martinussen