Skip to main content
Kulturforskning

Vi elsker festivaler

SDU-forsker står i spidsen for et europæisk forskningsprojekt, der vil undersøge, hvad det er musikfestivalerne kan. Skaber de eksempelvis sociale rum, hvor vi møder andre mennesker og styrker vores tolerance?

Af Bente Dalgaard, , 28-06-2019

Heartland, Copenhell, NorthSide og en stribe andre festivaler er lagt bag os.

Men det bugner fortsat med musik i Sommerdanmark: Tinderbox, Roskilde, Grøn Koncert Smukfest, Tønder, Langeland, Samsø, Nibe. Listen over musikfestivaler er næsten lige så lang som køerne foran toiletterne umiddelbart inden et hovednavn går på scenen.

- Især inden for de seneste 5-10 år er der sket en eksplosion i antallet af festivaler, og ikke kun indenfor musik. Det er som om enhver form for produkt eller oplevelse – fra kirsebær og asparges til kunst og kunsthåndværk – bliver markedsført gennem en festival, siger professor Ian Woodward fra SDU.

Musikfestivaler

Forskere fra Danmark, Polen, Storbritannien, Holland og Irland deltager i det treårige forskningsprojekt om europæiske musikfestivaler.

De vil fokusere på musikfestivaler i de fem lande og undersøge, hvad festivaler betyder for publikum, arrangører, festivalmedarbejdere, musikere, og samfundet i en bredere forstand.

Otte festivalorganisationer er partnere i projektet, herunder hovedpartneren the European Festivals Association.

Hovedvægten ligger på at undersøge den kulturelle mangfoldighed.

Han står i spidsen for et europæiske forskningsprojekt, som over de næste tre år vil dykke ned i festivalkulturen og undersøge, hvordan og hvorfor musikfestivaler er blevet en af de primære måder, vi møder og forbruger kultur.

- Den åbenlyse attraktion ved festivaler er, at det er en alt-i-en oplevelse, og de kan næsten beskrives som en slags shoppingcentre, hvor vi drager hen for at forbruge kultur.

- Vi elsker festivaler, fordi de adskiller sig fra vores hverdag og tilbyder os spænding, fornøjelse og glæde. Vi får mulighed for at prøve noget andet, og det gælder både musik, livsstil, mad og andre former for kulturer, siger Ian Woodward, der er tilknyttet forskningsenheden for forbrugsstudier på Institut for Marketing & Management.

Mødested for forskelligheder

Udover at prøve at forstå, hvorfor festivaler i de senere år er blevet en af de vigtigste elementer i vores kulturforbrug, vil forskerne undersøge festivalerne som et rum for at bringe mennesker med forskellig baggrund sammen.

- Festivaler er blevet en vigtig investering af vores tid og penge. Derfor vil vi gerne finde ud af, hvilken betydning festivalerne har for vores sociale og medborgerlige forståelse og for social inklusion.

- Musikfestivaler har et potentiale for at knytte mennesker sammen og skabe grobund for tolerance, men de kan måske også reproducere ulighed og social eksklusion, siger Ian Woodward.

Et af de spørgsmål vi stiller er, om festivaler bare er pengemaskiner, eller om de faktisk lykkes med at samle forskellige samfundsgrupper og forskellige værdier

Ian Woodward, professor

Han peger f.eks. på, at de store mega-festivaler er en dyr fornøjelse, som ikke alle har råd til.

- Et af de spørgsmål vi stiller er, om festivaler bare er pengemaskiner eller om de faktisk lykkes med at samle forskellige samfundsgrupper og forskellige værdier – og i hvilken udstrækning de kan styrke en mere repræsentativ følelse af, hvem vi er, siger Ian Woodward.

Også de små og lokale

Han understreger, at forskerne ikke kun vil være at finde på de store festivaler med tusindvis af deltagere. De vil også besøge og studere små lokale festivaler, som folk selv arrangerer.

- Det er vigtigt for os at få et alsidigt billede af festivallandskabet. Festivaler har deres egen form for kulturpolitik, og den kan variere fra festival til festival.

- Nogle af de mindre festivaler ser måske festivalen som en mulighed for at styrke deres eget lokale sammenhold og hævde deres identitet i en større verden, siger Ian Woodward.

Læring eller nydelse

Et af de spørgsmål forskerne gerne vil have svar på er, om festivalerne fungerer som kulturelle rum, hvor vi lærer af hinanden, eller om der kun er tale om hedonisme, altså ren nydelse.

- Hedonisme kan udvide vores perspektiv og få os til at føle os frie til at opleve og sætte pris på nye ting, f.eks. musik fra Afrika eller møder med mennesker, der er meget anderledes end os.

- Men vi ved endnu ikke, om festivalerne er i stand til at skabe kulturelle begivenheder, som har en varig virkning på menneskers kulturelle, politiske og sociale holdninger, siger Ian Woodward.

HERA

  • HERA- Humanities in the European Research Area – er et partnerskab mellem 26 humanistiske forskningsråd i Europa og EU-Kommissionen.
  • I år investerer HERA  150 mio. kroner i forskningsprogrammet: ”Offentlige rum: Kultur og Integration in Europa”. 
  • ”Europæiske Musikfestivaler, offentlige rum og kulturel mangfoldighed”, som Ian Woodward står i spidsen, er en del af programmet.
     
Mød forskeren

Ian Woodward er sociolog og professor på Institut for Marketing & Management. Han forsker i kosmopolitisme, kultur og forbrug.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 28.06.2019