Campus Odense Active Living Festival

Forskningen møder fynboerne ved Active Living Festival

Store bededag inviteres alle fynboer og andre gode folk til at afprøve en række spændende aktiviteter i det kommende ’bevægelseslandskab’ ved SDU.

Inden sommerferien hugges den første spade i jorden til etableringen af et projekt, der har potentiale til at blive Fyns nye store attraktion: Et 55 hektar stort bevægelseslandskab i verdensklasse med den foreløbige arbejdstitel Active Living Area.

Men allerede fredag den 17. maj – store bededag - kan man komme til forpremiere på en række forskellige aktiviteter arrangeret af lokale foreninger i samarbejde med forskere fra SDU. Og her vil de besøgende kunne give forskerne et nyttigt medspil i udviklingen af det færdige projekt.

Det kaldes ’Citizen Science’ - når forskere udvikler noget nyt i samspil med borgerne – og er et princip, som SDU i stigende grad anvender. Forskerne kan fx få input i form af forslag og kommentarer til deres arbejde, eller ved at forskerne lærer af folks konkrete adfærd.

Invitation til at være medskabere

- Det, vi kommer til at lære noget om ved festivalen, er for eksempel, hvordan skoleelever, familier, foreninger og borgere i al almindelighed indtager landskabet. Hvordan bevæger de sig rundt i det? Hvordan bruger de det?

Sådan siger professor Jens Troelsen fra Institut for Idræt og Biomekanik, hvor han leder forskningsenheden Active Living, der er den primære drivkraft i udviklingen af Active Living Area.

- Ved at invitere folk ind, får vi også en værdifuld viden om, hvordan man kan organisere aktiviteter i området, og om hvilke krav det så stiller til landskabet i form af faciliteter og anlæg, forklarer Jens Troelsen.

Kan se arkitektens tegninger og kommentere dem

På festivalen vil der være en stand, hvor man kan møde landskabsarkitekt Mikkel Hjort, som har udviklet skitserne til Active Living Area. De foreløbige planer er udviklet på baggrund af data og ideer, som forskerne har indsamlet fra borgere og foreninger i løbet af projektets udvikling.

Nu får de besøgende ved festivalen så også mulighed for at se tegningerne og komme med flere forslag og kommentarer. På den måde vil forskerne, med de besøgendes hjælp, validere de resultater, de er nået frem til - inden tegningerne bliver omsat til anlægsarbejde.

Forskerne har siden 2017 målrettet arbejdet med at udvikle ’verdens bedste bevægelseslandskab’ i samarbejde med Odense Kommune, Nyt OUH, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, en række private aktører – og ikke mindst de lokale foreninger og borgerne, der har været inddraget undervejs i arbejdet.

’Citizen Science’ knytter befolkningen tættere til videnskaben

Universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind er begejstret for, at forskere, foreninger og folk fra området samarbejder om at afprøve og vurdere holdbarheden af de ideer, der arbejdes med.

- Active Living Area og den kommende festival er et glimrende eksempel på ’Citizen Science’, der er en af de måder, som vi ønsker at arbejde på ved Syddansk Universitet, forklarer Thomas Buchvald Vind.

- Vi åbner os mod samfundet omkring os, vi inddrager borgere - uanset baggrund - i udviklingsprocesser, og vi har fokus på, at universitetets forskning omsættes til konkret værdi for danskerne, siger han.

Hvad kan man opleve?

Active Living Festival markerer, at parterne bag projektet er ved at være klar til at prøvekøre nogle af de aktiviteter, der får plads i det færdige bevægelseslandskab. Der vil være mere end 20 forskellige aktiviteter, som lokale foreninger arrangerer i samarbejde med forskere og medarbejdere fra Campus Odense.

Der er aktiviteter for hele familien. Blandt andet vil der være lerduer, brevduer, droner, petanque, quidditch, raketaffyring, boldspil og masser af bevægelse rundt i natur- og kulturlandskabet omkring Danmarks smukkeste campus.

Active Living Festival foregår fra klokken 10 til 16 og er gratis for alle.

Mere info

Find programmet for festivalens aktiviteter og se, hvordan du finder vej.

Læs mere om bevægelseslandskabet Active Living Area.

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies