I dag er Tomislav Ivanjko lektor ved Institut for Informations- og Kommunikationsvidenskab på Universitetet i Zagreb og blandt de forskere, der har været med til at etablere citizen science som et synligt forskningsfelt i Kroatien.
I foråret besøgte han SDU Videncenter for Citizen Science som led i det voksende samarbejde mellem de to institutioner og fandt tid til en snak om hans rejse fra crowdsourcing og digital humaniora til borgerinddragelse, lokale fællesskaber og akademisk anerkendelse.
"Citizen science gav mig et begreb for noget, jeg allerede havde set i praksis: At borgere kan bidrage med viden, erfaringer og data på måder, som forskningen ikke kan skabe alene."
Tomislav Ivanjko begyndte at interessere sig for citizen science gennem sit ph.d.-arbejde om crowdsourcing. Her blev han optaget af, hvordan store grupper af mennesker, når de organiseres godt, kan bidrage til viden, som en enkelt forsker eller institution ikke kan skabe alene.
Årtiers viden samlet på få år
Et af de projekter, der gjorde særligt indtryk på ham, handlede om et stort arkiv med kroatisk sportsfotografi. Mere end 300.000 fotografier var blevet reddet fra destruktion og digitaliseret, men manglede metadata om personer, begivenheder og historisk kontekst.
Her blev pensionerede sportsjournalister inviteret ind i arbejdet. Mange af dem havde selv været til stede ved begivenhederne og kunne bidrage med en viden, som hverken databaser eller kunstig intelligens kunne levere.
"Hvis kuratoren for samlingen skulle beskrive materialet alene, ville det tage årtier. Samtidig havde de tidligere sportsjournalister en viden, som kunstig intelligens ikke kan give os."
Projektet blev et konkret bevis på, hvad der kan ske, når borgere ikke blot bidrager med arbejdskraft, men med erfaring, ekspertise og engagement.
"Hvis man organiserer borgere godt og har en klar plan, vil mange have en stærk indre motivation for at være en del af projektet."
Mere end data
I 2024 udgav Tomislav Ivanjko og kolleger den første videnskabelige bog om citizen science på kroatisk. Bogen samler feltets historie, definitioner, metoder og evalueringsværktøjer og skal gøre det lettere for forskere og institutioner at udvikle egne citizen science-projekter.
Samtidig ser han en vigtig udvikling i forståelsen af citizen science. Tidligere blev mange projekter betragtet som citizen science, blot fordi borgere hjalp med at indsamle eller registrere data. I dag efterlyser han en mere gensidig tilgang.
"For mig er det først rigtig citizen science, når både forskningen og borgerne får noget ud af samarbejdet. Det handler ikke kun om at bruge mennesker til at indsamle data, men om at skabe værdi for begge parter."
Som led i arbejdet med at forankre feltet bliver citizen science fra studieåret 2027/2028 også en del af undervisningen på Zagreb Universitet gennem et nyt valgfag på informationsvidenskab.
Fra ildsjæle til struktur
Selv om interessen for citizen science vokser, ser Tomislav stadig en udfordring i, at feltet mange steder er afhængigt af enkeltpersoners engagement.
"Hvis citizen science ikke tæller med i de systemer, forskere bliver vurderet efter, vil det ofte være op til den enkelte. Så bliver det kun en lille gruppe ildsjæle, der gør det."
Han oplever en lignende udfordring i arbejdet med open science, hvor åbenhed stadig af nogle opfattes som et tegn på lavere kvalitet frem for større transparens og samfundsmæssig relevans. For Tomislav handler udviklingen af citizen science derfor ikke kun om nye projekter, men også om at skabe netværk, institutionel støtte og fælles metodiske rammer.
Tænk globalt, handl lokalt
Til forskere, der overvejer at arbejde med citizen science, er hans bedste råd at tage udgangspunkt i konkrete problemer, som betyder noget for mennesker i deres hverdag.
"Tænk globalt, men handl lokalt. De stærkeste citizen science-projekter er dem, hvor lokalsamfundet føler ejerskab og har lyst til at videreføre arbejdet, også når projektet formelt er slut. Også globale udfordringer kan blive meningsfulde, når de tager afsæt i lokale behov og fællesskaber."
Han opfordrer samtidig forskere til at være åbne over for det, han kalder "beskidte data", dvs. data og erfaringer, der ikke altid passer ind i klassiske akademiske formater, men som kan bidrage til større samfundsmæssig gennemslagskraft.
"Citizen science er ikke den nemmeste tilgang, men den kan bringe forskningen tættere på de problemer, mennesker faktisk oplever i deres hverdag."