Skip to main content
DA / EN

SDU Sønderborg med besøg fra Down Under

Griffith University ved Gold Coast i Australien og SDU har igennem flere år haft et partnerskab i forbindelse med et PhD-program. I sidste uge aflagde Senior Deputy Vice Chancellor, Ned Pankhurst, SDU Sønderborg et besøg.

Samarbejde mellem universiteter har den allerstørste betydning i den akademiske verden, hvor det er vigtigt at trække på hinandens forskning, netværk og sammen arbejde for at opnå større resultater, end man ville kunne opnå på egen hånd.

SDU har mange samarbejdsaftaler med universiteter verden over, bl.a. Griffith University med hvem man igennem flere år har haft et partnerskab omkring studenterudveksling på undergraduate- og PhD-niveau. De to universiteter har således forpligtiget sig til at finde finansiering til tre udvekslingsstipendier om året.

Afdelingsleder og chefkonsulent for TEK Internationalisering, Jørgen Breier Henriksen, er yderst tilfreds med, at SDU over de seneste år har modtaget 11 udvekslingsstuderende fra Griffith University, samtidig med, at syv ingeniørstuderende er blevet sendt den anden vej.

- De er næste alle studerende som laver projekt indenfor civil engineering. Det har givet os mulighed for at sende studerende til dem i Gold Coast. På den måde fungerer samarbejdet omkring studenterudveksling ganske fint med TEK og deres School of Engineering, siger Jørgen Breier Henriksen.

Onsdag d. 27 august aflagde Senior Deputy Vice Chancellor fra Griffith University, Ned Pankhurst, SDU Sønderborg et visit, hvor han sammen med Professor Horst-Günter Rubahn, Direktør for Mads Clausen Instituttet, blandt andet diskuterede udveksling og det igangværende PhD-Program.

Redaktionen afsluttet: 09.09.2018