Skip to main content
DA / EN

Forskning

Leversygdom stiger i Europa – op mod halvdelen kan forebygges

Ny Lancet-rapport med SDU-deltagelse peger på, at manglende forebyggelse koster både liv og milliarder i Europa.

Af Marianne Lie Becker & Nana Olejank Hansen, , 30-04-2026

Leversygdomme som skrumpelever og leverkræft er blevet mere udbredte i Europa de seneste år – i modsætning til mange andre store sygdomme som hjertekarsygdomme og flere kræftformer, hvor dødeligheden er faldet.

En ny international rapport i The Lancet viser, at sygdommene hvert år koster de europæiske økonomier omkring 55 milliarder euro og står for næsten 300.000 dødsfald.

Baggrund for rapporten

Rapporten er udarbejdet af et internationalt ekspertpanel nedsat af den europæiske leversammenslutning EASL (European Association for the Study of the Liver) i samarbejde med det videnskabelige tidsskrift The Lancet.

Den bygger på analyser af eksisterende forskningsdata, herunder Global Burden of Disease-studiet, samt økonomiske modeller og sundhedsdata fra europæiske lande.

Formålet er at vurdere udviklingen i leversygdom i Europa og pege på konkrete tiltag, der kan forbedre forebyggelse og behandling.

Blandt forfatterne er Aleksander Krag, professor i leversygdomme ved Syddansk Universitet og OUH, som peger på, at en stor del af sygdomsbyrden kan forebygges, hvis kendte risikofaktorer bliver håndteret mere konsekvent.

SDU-forsker: Viden findes – handling mangler

-Leversygdom koster EU 55 mia. € årligt og tager livet af 780 mennesker hver dag. Vi har viden og værktøjer til at forebygge størstedelen – udfordringen er nu at implementere løsningerne konsekvent på tværs af Europa, siger Aleksander Krag, professor ved FLASH, Klinisk Institut, SDU og OUH.

Leversygdom i Europa

Leversygdom dækker blandt andet over skrumpelever, leverkræft og fedtlever. Sygdommene skyldes ofte alkoholforbrug, overvægt eller virusinfektioner som hepatitis.

  • Omkring 300.000 dødsfald årligt i Europa
  • Cirka 780 dødsfald om dagen
  • Årlig samfundsøkonomisk omkostning på ca. 55 mia. euro
  • Leverkræft er en af de kræftformer, der er steget mest siden 2000
  • Op mod halvdelen af tilfældene kan forebygges

Rapporten er publiceret i The Lancet og samler data fra blandt andet Global Burden of Disease-studiet samt analyser af sundhed og økonomi i Europa.

Alkohol og overvægt driver udviklingen

De vigtigste årsager er alkoholforbrug, overvægt og virusinfektioner som hepatitis. En voksende andel skyldes metabolisk fedtlever – en tilstand, hvor der ophobes fedt i leveren, ofte som følge af overvægt og type 2-diabetes.

-Hvis vi reducerer de fælles risikofaktorer som alkohol og overvægt, kan vi halvere byrden af leversygdom og øge den gennemsnitlige levealder i Europa med over 10 måneder, siger Aleksander Krag.

Europa har et højt alkoholforbrug sammenlignet med andre regioner, og samtidig stiger forekomsten af overvægt og diabetes. Kombinationen øger risikoen for både skrumpelever og leverkræft.

Mange patienter får først stillet diagnosen sent, hvor sygdommen allerede er fremskreden og sværere at behandle. Derfor peger rapporten på behovet for tidligere opsporing og bedre sammenhæng i behandlingen.

Forskerne anbefaler blandt andet øget screening for hepatitis og brug af nye, mindre indgribende metoder til at opdage leverskade tidligere.

Kommissionens centrale anbefalinger

  • Integrer behandling af leversygdom med andre kroniske sygdomme i sundhedsvæsenet
  • Anerkend fedtlever (MASLD) som en forebyggelig folkesygdom
  • Indfør obligatoriske sundhedsadvarsler på alkoholprodukter
  • Udvid screening for hepatitis til alle relevante grupper
  • Styrk forebyggelse og overvågning af leverkræft
  • Samarbejd om indkøb og prissætning af medicin i Europa
  • Regulér alkohol og usunde fødevarer i forhold til deres sundhedsomkostninger
  • Begræns industriens indflydelse på sundhedspolitik
  • Forbyd målrettet digital markedsføring af alkohol og usunde fødevarer til børn og unge 

Få fremskridt siden 2021

Dette er den anden rapport fra en international ekspertgruppe, som følger op på en tilsvarende analyse fra 2021. Den nye rapport konkluderer, at implementeringen af anbefalinger har været utilstrækkelig.

-De næsten 300.000 årlige dødsfald er forebyggelige – det, der mangler, er politisk mod og handling, mener Aleksander Krag.

Rapportens resultater bygger på modellering og sammenstilling af data fra flere kilder, hvilket indebærer en vis usikkerhed. Samtidig peger den på, at leversygdom hænger tæt sammen med samfundsmæssige forhold som alkoholpolitik, fødevaremiljø og social ulighed i sundhed. Derfor er det ikke kun et spørgsmål om behandling, men også om politiske prioriteringer og forebyggelse på tværs af Europa.

Om projektet

Metode: Rapporten er en videnskabelig kommissionsrapport baseret på epidemiologiske data fra blandt andet Global Burden of Disease-studiet samt økonomiske analyser og modellering.

Funding: EASL har finansieret kommissionens arbejde. Øvrige finansieringskilder og interessekonflikter fremgår af den videnskabelige publikation.

Læs studiet: “Implementing Sustainable Liver Health in Europe”, The Lancet, 2026. DOI: 10.1016/S0140-6736(26)00138-8

Mød forskeren

Aleksander Krag, professor i leversygdomme ved Klinisk Institut på SDU og ledende overlæge på OUH.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 30.04.2026