Skip to main content
DA / EN

Klinisk Institut

Malene Grubbe Hildebrandt er ny viceinstitutleder ved Klinisk Institut

Institutledelsen på Klinisk Institut bliver udvidet med en viceinstitutleder for forskning og innovation.

Af Nana Olejank Hansen, , 13-08-2025

Viceinstitutlederen for forskning og innovation skal være med til at styrke instituttets, fakultetets og OUH’s forsknings-og innovationsstrategier i tæt samarbejde med institutledelsen og fakultetet.

-Jeg er meget glad for, at vi kan byde Malene Grubbe Hildebrandt velkommen på posten. Hun er en erfaren og respekteret forsker og forskningsleder, som brænder for både forskning, innovation og tværfagligt samarbejde. Vi kommer til at supplere hinanden godt i hele institutledelsen siger Rikke Leth-Larsen, institutleder ved KI.

Funktionen som viceinstitutleder udgør 20 % af en fuldtidsstilling, svarende til én arbejdsdag om ugen. Malene Grubbe Hildebrandt tiltræder funktionen den 1. september 2025.

Jeg ser meget frem til at tiltræde rollen som viceinstitutleder ved Klinisk Institut. Jeg vil arbejde målrettet for at styrke instituttets strategiske udvikling og de rammer, der fremmer tværfagligt og internationalt samarbejde, siger Malene Grubbe Hildebrandt, professor og ny viceinstitutleder:

-Det er en central opgave at fremme forskning, der skaber klinisk evidens og bidrager til en højere kvalitet i patientbehandlingen. Innovative tilgange er afgørende for udviklingen af løsninger på fremtidens sundhedsmæssige udfordringer. Klinisk Institut har allerede et højt fagligt niveau inden for både forskning og innovation, og jeg glæder mig til et tæt samarbejde med kolleger og ledelse om at styrke disse områder og partnerskaber yderligere.

Institutledelsen på Klinisk Institut består - udover den nye viceinstitutleder - af institutleder Rikke Leth-Larsen, sekretariatsleder Malene Korsholm samt viceinstitutledere for uddannelse Karin Dieperink og Hanne Lindegaard.

Malene Grubbe Hildebrandt

Malene Grubbe Hildebrandt er klinisk professor ved Forskningsenhed for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin og viceinstitutleder ved Klinisk Institut.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 13.08.2025