Skip to main content
DA / EN
SDU UP | NYHEDSBREV maj 2025

TEMA: Hvordan kommer DEI til udtryk i undervisning på SDU?

Interview med Dylan Cawthorne, lektor ved Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, Det Tekniske Fakultet, SDU.

Af Donna Hurford, , 28-05-2025

Hvad mener du er vigtigt ved at integrere diversitet, ligestilling og inklusion (DEI) i din undervisning på universitetet? 

Jeg mener, at DEI spiller en central rolle i undervisningen, da det i bund og grund handler om retfærdighed. Jeg tror, at de fleste ønsker at leve i et samfund, hvor alle behandles lige og har samme muligheder. DEI handler om at sikre, at alle får en plads i fællesskabet og inkludere dem, der ellers kunne stå udenfor.  

Da jeg først begyndte at undervise, var jeg nødt til at aktivt at lære om og reflektere over disse emner, men med tiden er de blevet en mere intuitiv del af min tilgang. Dog er der altid plads til fortsat at udvikle sig og blive endnu bedre.  

Kan du give nogle eksempler på, hvordan du arbejder med diversitet, ligestilling og inklusion i din undervisning? 

En af de enkleste metoder er at sikre retfærdig bedømmelse af de studerende—jeg retter fx opgaver anonymt, så jeg kan vurdere dem udelukkende ud fra kvalitet og kravene til opgaverne, og dermed ikke være påvirket af ubevidste bias.  

Men DEI handler om meget mere end karaktergivning. Det handler om respekt og lige muligheder for alle. Jeg gør en aktiv indsats for at give alle studerende lige meget tid og opmærksomhed. Da jeg primært underviser på engelsk, har jeg en regel om, at alt skriftligt arbejde, diskussioner og selv uformelle samtaler i undervisningen foregår på engelsk. På den måde sikrer jeg, at ingen ikke-dansktalende studerende føler sig udenfor, og at alle får lige adgang til læringsmuligheder. Det er værdifuldt at kunne lytte til andres samtaler og refleksioner, så et engelsktalende miljø styrker fællesskabet og følelsen af inklusion.  


Har du fået feedback fra studerende om dine tilgange til diversitet, ligestilling og inklusion, eller hvad håber du, at de får ud af det? 

Studerende har af og til fortalt mig, at de føler sig set, respekteret og værdsat i min undervisning, hvilket jeg ser som et stort kompliment. Undervisning er krævende, og kritik er en naturlig del af rollen som underviser, men at vide, at jeg bidrager positivt til mine studerendes oplevelse, motiverer mig til fortsat at udvikle mig.  

Har du andre kommentarer eller tanker, du gerne vil dele om, hvordan man kan integrere ligestilling, diversitet og inklusion, undervisningen på universitetsniveau? 

Når man ser på teknologi med et etisk perspektiv, begynder man at opdage bias overalt—det er indlejret i alt, hvad vi interagerer med. Teknologi har en tendens til at påvirke mennesker i bestemte retninger, og derfor er det afgørende at tænke over, hvem der udvikler den. Hvis der ikke er mangfoldighed blandt dem, der skaber teknologien, ender vi med systemer, der i deres natur er præget af bias. 

Hvis vi vil blive bedre til DEI, kræver det en kombination af selvrefleksion, øvelse og praktisk erfaring. Gør man disse ting, vil man forbedre sig over tid. 
Kontaktinformation

Dylan Cawthorne

Redaktionen afsluttet: 28.05.2025