Skip to main content
DA / EN

SDU UP: Nyhedsbrev

Evaluering som udvikling

Evalueringer spiller en afgørende rolle for vores alles fortløbende arbejde med at højne undervisningskvaliteten. Dette nyhedsbrev dykker ned i det varierede landskab af metoder til at evaluere undervisnings- og uddannelsesforløb – alle med formålet om at udvikle kvalitet og fremragende læringsoplevelser.

Af Rie Troelsen, , 01-01-0001

Jeg bliver aldrig træt af at tale om undervisningsevaluering! Evaluering er vores (dvs. studerendes, underviseres, uddannelseslederes, studienævns) mulighed for at optimere de undervisnings- og uddannelsesforløb, som vi er involverede i. Evaluering giver feedback til den, der efterspørger evalueringen, men også anledning til refleksion hos den, der evaluerer. Og evaluering kan gøres på så mange måder, at der altid kan findes en god og meningsfuld metode til at evaluere snart sagt enhver situation.

Man skal bare lige kende metoderne.

Til det formål har SDU UP samlet en række metoder til evaluering i en ressource, som vi har kaldt Undervisningsevaluering. Metoderne er inddelt i tre grupper:

  • Metoder, der er velegnede til at evaluere og udvikle universitetspædagogiske kompetencer
  • Metoder, der er velegnede til at evaluere og udvikle undervisning
  • Metoder, der er velegnede til at evaluere og udvikle uddannelsesforløb

Alle metoder er beskrevet efter samme skabelon: formålet med evalueringen, hvem aktøren/-erne er, hvornår evalueringen kan gennemføres, hvad man rent praktisk skal gøre, et estimat over ressourceforbruget og metodens styrker/svagheder.

 

Kollegavejledning – som en metode til evaluering af universitetspædagogiske kompetencer

Eksempelvis er kollegavejledning én (men ikke den eneste) metode, som er velegnet til at evaluere universitetspædagogiske kompetencer, fx en undervisers didaktiske valg af interaktive metoder i forelæsningen. Metoden indebærer, at en eller flere kollegaer observerer forelæsningen, hvor underviser på forhånd har valgt, at interaktive metoder er fokuspunktet for observationen.

Efter undervisning er der dialog mellem kolleger og underviser om, hvordan kollegerne oplevede begrundelserne for og effekten af interaktionerne. Metoden tager ca. 1 time ud over observationstiden.

Referencegruppe – som en metode til evaluering af undervisning

Et andet eksempel er referencegruppe som én (men ikke den eneste) metode, der er velegnet til at evaluere undervisning, dvs. den samskabte proces mellem studerende og underviser, som et kursus eller fagelement udgør. Metoden indebærer, at der fra undervisningens start vælges en gruppe studerende, der er repræsentative for holdet. Øvrige studerende kan give deres feedback til denne gruppe, der mødes med underviseren efter behov.

Alle emner kan tages op ved møderne, men underviser kan fx bede om input om, hvordan holdet forbereder sig til undervisningen – og hvorfor (ikke)? Ressourceforbruget er mellem til højt, afhængig af frekvensen og længden af møderne mellem underviser og referencegruppe.

Fokusgruppeinterview – som en metode til evaluering af uddannelsesforløb

Fokusgruppeinterview er et eksempel på én (men ikke den eneste) metode, som er velegnet til at evaluere uddannelsesforløb, dvs. sammenhængen og/eller progressionen mellem fagelementer. Metoden indebærer, ganske som i forskningsregi, at et antal studerende bliver interviewet som gruppe omkring et særligt tema i relation til det netop overståede undervisningsforløb, semester eller uddannelsesforløb. Temaet kan fx være, hvordan (og hvornår) gruppen har oplevet sammenhænge mellem den teoretiske og praktiske undervisning.

Gruppeinterviewet giver mulighed for, at deltagerne lader sig inspirere af, nuancere og/eller udfordre hinandens svar, og interviewet bør derfor ikke vare under en time for at give plads til flest mulige udfoldninger af svar.

Opfølgning og koordinering

For alle de ovenstående metoder – og andre metoder beskrevet i undervisningsevalueringsressourcen – gælder det, at opfølgning og koordinering er yderst vigtigt, hvis evalueringen skal opleves som meningsfuld og bidragende til at højne undervisningskvaliteten.

 
Opfølgning, fordi evalueringer i sig selv blot er feedback. Det er i opfølgningen på feedbacken, at udvikling sker. Opfølgning er således både det efterfølgende arbejde med resultaterne af en evaluering og kommunikationen til aktører og ledelse om evalueringens resultat, og hvordan der er blevet arbejdet med det. Det kan for eksempel være, at en underviser på baggrund af en referencegruppes tilbagemeldinger justerer arten af og instruktioner til forberedelsesaktiviteter i kurset og efterfølgende fortæller holdet, hvilke ændringer der er foretaget og hvorfor.

Underviseren deler måske også, på foranledning af sin studieleder, sine gode erfaringer med ændringen i forberedelsestilgang med kollegerne på et medarbejderseminar. På den måde bliver evalueringen ikke blot en indsamling af synspunkter, men et fælles afsæt for handling, læring og kvalitetsudvikling.

Et andet opmærksomhedspunkt er koordinering. Undervisningsevaluering er blot en af mange evalueringer, som vi alle inviteres eller afkræves at tage del i – og risikoen for evalueringstræthed er overhængende. Derfor er det vigtigt ikke at overevaluere, men hellere skære ned på antallet af evalueringsaktiviteter. Med få, men velvalgte evalueringsaktiviteter er det også nemmere at koordinere dem, så der ikke er alt for store overlap i, hvem der bliver bedt om at indgå i evalueringen, hvornår og om hvad.

God fornøjelse med undervisningsevalueringerne – og kontakt endelig SDU UP, hvis du har brug for sparring på din evalueringspraksis!

 

 
Ansvarlig for månedens nyhedsbrev

Rie Troelsen
Leder af SDU Universitetspædagogik

   
Rie Troelsen