Bevilling
SDU del af nyt EU Horizon projekt om kunst og kulturs rolle for sundhed og trivsel
Kunst og kultur rummer et stort potentiale i arbejdet med mental sundhed, trivsel og fællesskaber i Europa – men anvendes i dag langtfra systematisk. Et nyt europæisk projekt vil være med til at ændre på det.
Projektet European Culture and Health Hub (ECHH 2026-2029) har netop modtaget to millioner euro fra EU’s Horizon Europe-program. Målet er at styrke brugen af kunst og kultur som en integreret del af sundheds- og velfærdsindsatser på tværs af Europa.
Baggrunden er et voksende behov: Europa står over for stigende udfordringer med mental mistrivsel, ensomhed og social ulighed i sundhed. Samtidig peger forskning på, at deltagelse i kunst og kulturliv kan understøtte trivsel, styrke fællesskaber og bidrage til bedre livskvalitet.
Alligevel er viden og erfaringer på området i dag spredt, og der mangler fælles rammer og stærkere samarbejde mellem sektorer.
SDUs bidrag til det europæiske samarbejde
SDU og Danmark er repræsenteret i projektet af professor Anna Paldam Folker og postdoc Mette Marie Kristensen fra Statens Institut for Folkesundhed ved SDU. De bidrager til at styrke det vidensgrundlag, som projektet bygger på, og til at samle og systematisere eksisterende forskning og erfaringer.
En central opgave er udviklingen af et evidence gap map, der skaber overblik over, hvad vi ved om kunst, kultur og sundhed – og hvor der fortsat mangler viden. Det sker i samarbejde med Professor Daisy Fancourt, som er UNESCO Chair in Arts and Health og Director ved WHO's Collaborating Centre on Arts and Health. Kortlægningen skal gøre det lettere for både praktikere og beslutningstagere at arbejde mere målrettet og vidensbaseret.
Anna Paldam Folker og Mette Marie Kristensen bidrager derudover til arbejdet med kompetenceudvikling på tværs af sundheds-, social- og kulturområdet, så flere aktører får forudsætninger for at anvende kunst og kultur i praksis. Det har de allerede en del erfaring med via kompetenceforløbet Kunst og kultur for sundhed og trivsel, som udbydes næste gang på Statens Institut for Folkesundhed, SDU i foråret 2027.
Parallelt med forskningsprojektet bidrager SDU RIO ved projektleder Helle Elisabeth Lyngborg til kvalitetssikringen af det samlede internationale projekt. SDU RIO er dermed med til at understøtte, at projektets aktiviteter og resultater lever op til høje faglige og administrative standarder.
Fra spredt viden til fælles løsninger
Projektet samler forskere, organisationer og myndigheder fra 13 europæiske lande med det formål at skabe et stærkere og mere sammenhængende felt. Projektledelsen udgår fra Universitetet i Turku, Finland.
Et centralt element er etableringen af en fælles europæisk platform – European Culture and Health Hub (ECHub). Platformen skal fungere som et mødested, hvor forskere, praktikere og beslutningstagere kan dele viden, udvikle samarbejder og finde værktøjer til at arbejde med kunst og kultur i sundheds- og velfærdsindsatser.
Samtidig vil projektet arbejde med at identificere, teste og videreudvikle lovende indsatser, så de i højere grad kan udbredes og anvendes i forskellige kontekster på tværs af Europa.
Et skridt mod bredere forståelser af sundhed
Med projektet tages et vigtigt skridt mod en bredere og mere helhedsorienteret forståelse af sundhed, hvor også kulturelle og sociale dimensioner får en tydeligere plads.
Mød forskeren
Anna Paldam Folker er professor og forskningsleder ved Statens Institut for Folkesundhed, SDU. Hendes forskning fokuserer på mental sundhed, trivsel og menneskers oplevelse af sundhed. Hun undersøger blandt andet, hvordan kulturelle og sociale forhold påvirker sundhed, og hvordan indsatser inden for kunst, kultur og digitale løsninger kan understøtte mental trivsel.
Mød forskeren
Mette Marie Kristensen er antropolog og postdoc ved Statens Institut for Folkesundhed, SDU. Hendes forskning fokuserer på, hvordan kunst og kultur kan bruges til at fremme sundhed og trivsel. Med afsæt i sundheds-, social- og humanvidenskabelige perspektiver undersøger hun, hvordan kulturelle aktiviteter kan bidrage til menneskers livskvalitet, fællesskaber og oplevelse af sundhed.