Navne
Lene Juel Kjeldsen udnævnt til professor i hospitalsfarmaci ved SDU
Professoratet skal styrke den praksisnære forskning i klinisk farmaci og bæredygtighed af lægemidler. Målet er at optimere den medicinske behandling og sikre mere ansvarlig anvendelse af lægemidler – til gavn for både patienter og samfund.
Lene Juel Kjeldsen er udnævnt til professor i hospitalsfarmaci ved Syddansk Universitet.
Professoratet er forankret i Hospital Pharmacy Research Unit (HoPRU), hvor hun er forskningsleder, og har overordnet samme forskningsområder som apotekets forskningsenhed: klinisk farmaci og bæredygtighed af lægemidler.
Professoratet er efter alt at dømme det første i verden inden for hospitalsfarmaci, og Lene Juel Kjeldsen er den eneste sygehusapoteker i Danmark, som samtidig er professor.
Forskningen er praksisnær og har til formål at blive implementeret direkte i klinisk praksis.
Inden for klinisk farmaci er fokus på optimering af den medicinske behandling. Forskningsgruppen er medansøger på en større international Horizon-bevilling (AIM-SAFE) på 125 mio. kr., der blandt andet undersøger, hvordan kunstig intelligens kan skabe hurtigt overblik over patienters samlede medicinering. Derudover testes komplekse modeller for medicingennemgange i kontrollerede lodtrækningsstudier med henblik på at identificere de patienter, der har størst gavn af indsatsen – i tæt samarbejde med kliniske afdelinger på Sygehus Sønderjylland og almen praksis.
Inden for bæredygtighed arbejder forskningen med principperne ”Reduce, reuse & recycle”. Der er blandt andet igangsat et ph.d.-projekt om lægemidler i spildevand fra sygehuse og muligheder for forebyggelse, ligesom der forskes i medicinspild i hele kæden fra indkøb til anvendelse – herunder potentialet for genanvendelse af ubrugt medicin.
Hvor professoratet er forankret
Professoratet er forankret i HoPRU og har tæt samarbejde lokalt, regionalt, nationalt og internationalt. Sygehusapotekerne i Danmark samarbejder bredt, og HoPRU er tovholder på både regionale og nationale forskningsnetværk.
Forskningsenheden har netop afsluttet et nationalt projekt om ordination af lægemidler ved nedsat nyrefunktion, hvor de var projektledere. Aktuelt deltager forskningsgruppen i et samarbejde med hospitaler i Maastricht og Leuven om centrale begreber inden for klinisk farmaci og indgår i det internationale Horizon-projekt ledet af Klinisk Forskningsafdeling på Sygehus Sønderjylland.
Om den faglige profil
Lene Juel Kjeldsen er uddannet farmaceut i København i 1997 og afsluttede sin ph.d. ved Department of Medicine, University of Queensland i Australien, i 2002.
Hun har gennem størstedelen af sit arbejdsliv arbejdet med forskning og udvikling inden for hospitalsfarmaci – særligt klinisk farmaci – blandt andet hos Amgros, Pharmakon, Odense Universitetshospital og senest ved Sygehus Sønderjylland.
Hendes forskning har et tydeligt patientnært sigte og kombinerer klinisk kvalitet, tværfagligt samarbejde og et stigende fokus på bæredygtighed i sundhedsvæsenet.
Personlig profil:
Navn: Lene Juel Kjeldsen
Titel: Professor i hospitalsfarmaci
Arbejdssted: Hospital Pharmacy Research Unit (HoPRU), Sygehus Sønderjylland og SDU
Født: 19. september 1972
Privat: Født på Sønderborg Sygehus og opvokset i Padborg. Gift med hjertekirurg Bo Juel Kjeldsen. Mor til Johannes (15) og Martin (18) samt bonusmor og bedstemor
Kontakt: ljk@rsyd.dk