Skip to main content
DA / EN
Explainer

5 ting, du skal vide om kvinders fedtceller 

Der er forskel på mænds og kvinders fedt. Kvinder har f.eks. generelt flere fedtceller end mænd, men det gør dem ikke mindre sunde. Sammen med fedmeforsker Anne Loft tager vi et kig ind i kvinders fedtceller.

Af Birgitte Svennevig, , 11-06-2025

 1: Kønshormonerne spiller en stor rolle

Vores genetiske sammensætning har indflydelse på, hvordan overskydende fedt fordeles på kroppen. Men hormoner spiller også en stor rolle – især kønshormonerne. Det betyder, at fedt generelt set fordeles forskellige steder på kvinde- og mandekroppen, og det starter efter puberteten.

Hos kvinderne sætter overskydende fedt sig oftere under huden, typisk på lår, hofter og baller, mens mændenes depoter typisk opbygges i bughulen. Det giver mændene en højere risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme, forhøjet blodtryk og type 2- diabetes. Omvendt er risikoen for disse sygdomme så mindre hos kvinder før overgangsalderen.


2: Overgangsalderen bringer et nyt skift med sig

I overgangsalderen falder kvindens produktion af østrogen, og det får ganske ofte fedtfordelingen til at ændre sig, så kvindernes fedtdepoter rykker op til maven og begynder at ligne den mandlige fedtfordeling. Kvinden i overgangsalderen får nu en øget risiko for hjerte-kar-sygdomme.


Fakta om emnet

Flere overvægtige

I 2040 skal vi regne med, at 30,8 pct. af danske mænd og 32,6 pct. af kvinderne vil være svært overvægtige.

Flest vil være i alderen 45-59 år.

Færrest vil være i alderen 16-29 år.

Kilde: Statens Institut for Folkesundhed, 2024.

3: Kvindekroppen har ekstra brug for energireserver

De fleste fedtceller dannes i barndommen og den tidlige ungdom. Der sker en løbende udskiftning af fedtcellerne, hvor cirka 10% fornyes hvert år, uden at det samlede antal ændrer sig væsentlig. Når vi tager på, og fedtdepoterne vokser, skyldes det derfor primært, at fedtcellerne bliver større – ikke at vi danner flere. Personer med svær overvægt kan dog også danne nye fedtceller, og det anses faktisk som en ”sundere” måde at tage på.

Kvinder har generelt flere fedtceller end mænd, så de har oftere en højere fedtprocent, og kvinders fedtceller kan ofte blive større end mænds. Det har rod i evolutionen og skal sikre, at kvindekroppen har energireserver til graviditet og amning.


4: Efter fedtsugning kan man være lige vidt

Her er en til både mænd og kvinder: Man kan godt fjerne fedt med fedtsugning og dermed reducere antallet af fedtceller i kroppen. Men de tilbageværende fedtceller kan stadig udvide sig. Derfor kan den samlede fedtmasse godt øges igen efter en fedtsugning, hvis kalorieindtaget overstiger forbruget. 


5: Kvinders fedtceller udskiller mere af hormonet leptin

Både mænds og kvinders fedtceller udskiller hormoner, som har indflydelse på bl.a. appetit, fertilitet og stofskifte. Kvinders fedtceller producerer mere leptin end mænds. Leptin er et appetitregulerende hormon, som sendes med blodbanen op til hjernen med besked om, at nu er kroppen mæt. Kvinder oplever dog ikke hyppigere eller større mæthedsfølelse end mænd af den grund. De højere leptinniveauer hos kvinder har i stedet til formål at støtte kvinders fertilitet, hormonbalance og energireserver under graviditet.


Mød forskeren

Anne Loft er lektor og leder af forskningsgruppen Loft Group på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi. Hun forsker i fedtvæv og hendes forskningsgruppe undersøger, hvordan forskellige typer af fedtdepoter påvirker risikoen for at udvikle fedme-relaterede sygdomme.