Skip to main content

Optagelse på standby

Hvad er standby?

Standby er et ventelistesystem for ansøgere, der var tæt på at få en studieplads. 

Med en standbyplads kommer du på venteliste til en studieplads i år. Og hvis vi ikke kan tilbyde dig en studieplads i år, får du i stedet 'tilsagn' om en studieplads næste år. 

Når du udfylder din ansøgning på www.optagelse.dk, skal du vælge, om du ønsker optagelse på en evt. standbyplads. Det skyldes, at du med en standbyplads mister muligheden for direkte optagelse på en af dine lavere prioriteter. 

Hvad sker der, hvis du får en standby-plads? 

Med en standby-plads kan du frem til 15. august få tilbud om en studieplads. Hvis vi ikke kan tilbyde dig en studieplads senest 15. august, modtager du i stedet tilsagn om en studieplads næste år. 

Det kan stadig ske, at du får tilbudt en studieplads senere end 15. august. Hvis du får tilbudt en studieplads så sent, har du dog lov til at takke nej, uden at du mister dit tilsagn om en studieplads næste år. 

Vil du risikere at skulle vente et år?

Hvis du får tilbudt en standby-plads, vil du ikke få tilbudt en studieplads på en af dine lavere prioriteter. Før du søger en standby-plads, skal du derfor overveje, om du er villig til måske at vente et år med at starte - eller om du hellere vil have muligheden for at komme ind på en lavere prioritet.

Tilsagn

Hvis du får tilsagn om en studieplads, skal du søge ind igen næste år på optagelse.dk. I dit ansøgningsskema skal du sætte kryds i feltet 'Jeg har tilsagn'. 

Tilsagnet gælder kun til den ansøgte uddannelse og kun til næste år. Du skal fortsat opfylde alle adgangskrav til uddannelsen, så vær opmærksom på, om der er varslet ændringer.