Kun 14 dage efter Sophie Amalie forsvarede sit PDI-speciale, startede hun som Management Assistant hos Lundbeck. Her er hun faglig assistent til Logistics-ledergruppen.
”Mit job går ud på at støtte ledelsen fx til ledermøder, seminarer og ad hoc opgaver. Jeg laver bl.a. månedsrapport for området Logistics og er ansvarlig for budgetplanlægning,” siger hun og fortsætter:
”Det, der er virkelig fedt ved jobbet, er, at jeg er med, der, hvor tingene bliver diskuteret og bestemt. Jeg synes det er vildt spændende at være med, når den overordnede strategi for Lundbeck skal brydes ned til en strategi for de forskellige afdelinger,” siger Sophie Amalie, der primært arbejder sammen med ledere og afdelingsledere.
Ansvar og selvtillid
Uddannelsen som diplomingeniør i Global Management and Manufacturing og kandidat i PDI med specialisering i ’Global Sourcing’ har givet en bred faglig ballast, som Sophie Amalie nu bruger i sin dagligdag.
”Jeg føler, at jeg bruger alt det, jeg har lært gennem studiet i mit job. PDI-delen bruger jeg særligt i arbejdet med ledere og strategi, mens jeg på GMM blev bl.a. stærk i Lean, hvilket jeg bruger nu, hvor jeg er Lean-partner i Logistics – dvs. jeg hjælper ledere og medarbejdere i mit område med at drive Lean-tankegangen og sørge for, at der er gang i forbedringer,” siger hun.
”Desuden forstår jeg en meget stor del af de dynamikker, strategier, værktøjer og begreber, der bliver brugt på det højere niveau i organisationen. Samtidig oplever jeg, at når man pludselig er ansvarlig for noget, er det også vigtigt, at man har selvtilliden i orden og tror på sig selv. Den faglige selvtillid har jeg fået på PDI.”
Fakta
Produktudvikling og innovation er en civilingeniøruddannelse, der består af en bachelordel (3 år) og en kandidatdel (2 år).
De tre første år arbejder du bl.a. med:
- Produktudvikling
- Strategisk marketing
- Global produktion
- Salg på internationalt niveau