Skip to main content
International virksomhedskommunikation

Jeg binder trådene mellem ledelse, projekter og organisation

Svenja Reinhardt er personlig assistent (PA) for den administrerende direktør hos Würth. Hun understøtter ledelsen og driver projekter – og sikrer, at initiativer bliver forstået og forankret på tværs af organisationen.

"Da jeg læste International Virksomhedskommunikation, kunne uddannelsens bredde godt forvirre mig. Vi arbejdede med mange forskellige metoder og former for kommunikation. I dag ser jeg det som en af de største gaver, jeg har fået med mig.

Jeg arbejder som personlig assistent for den administrerende direktør hos Würth. Min vigtigste opgave er at understøtte ham og frigive tid, så han kan fokusere på sine kerneopgaver. Det gør jeg blandt andet ved at hjælpe med præsentationer, taler og beslutningsmateriale. Jeg arbejder også med intern kommunikation og rådgiver om, hvordan vi kommunikerer i organisationen.

Derudover er jeg involveret i tværgående udviklingsprojekter. Lige nu arbejder jeg med et projekt om talent management. Vi vil skabe mere struktur i vores udviklingsmuligheder, så vi styrker medarbejdernes kompetencer. Her udvikler jeg både koncept og kommunikation i tæt samarbejde med kolleger fra HR og Corporate Communications.

Den kulturforståelse, jeg har fået med mig fra studiet, er i dag en klar styrke i mit arbejde. Jeg ser den lidt som en superkraft, fordi den hjælper mig med at forstå det, der ikke altid er synligt ved første øjekast.

Jeg bruger især det, jeg lærte på uddannelsen om organisationer og kultur, i mit arbejde. Når vi arbejder med nye initiativer, vurderer jeg, hvordan opgaven skal gribes an, hvem der skal involveres, og hvordan det kan forankres. Det gælder også når jeg er med til at planlægge og afvikle arrangementer, både mindre fejringer og større fælles arrangementer. Her spiller forståelsen for organisationens dynamikker og kulturen en central rolle.

Den kulturforståelse, jeg har fået med mig fra studiet, er i dag en klar styrke i mit arbejde. Jeg ser den lidt som en superkraft, fordi den hjælper mig med at forstå det, der ikke altid er synligt ved første øjekast.

Det kommunikationsfaglige bruger jeg også hver dag. Det handler ofte om at omsætte noget abstrakt til noget konkret og meningsfuldt, og om at vurdere, hvordan vi bedst kommunikerer til forskellige målgrupper og situationer.

For mig handler virksomhedskommunikation i høj grad om mennesker. Kommunikation er det, der får tingene til at hænge sammen og skaber forståelse, retning og tryghed i organisationen. Det er en stor motivation i mit arbejde.

Da jeg studerede, brugte jeg meget energi på at tænke over, hvad jeg skulle blive. Jeg havde svært ved at se én retning og var bange for at vælge forkert. I dag kan jeg se, at det netop er styrken ved uddannelsen. Den har givet mig en forståelse for, hvordan mennesker, kommunikation og organisation hænger sammen – og det bruger jeg hver eneste dag i mit arbejde."
 

Vejen til jobbet


Svenja har:

  • en bacheloruddannelse i International virksomhedskommunikation (Syddansk Universitet)
  • en kandidatuddannelse i International virksomhedskommunikation (Syddansk Universitet)

Svenjas karrierevej er formet af både faglige og personlige interesser og de valg, hun har truffet undervejs i studietiden.