Skip to main content
Designkultur

Jeg bygger bro mellem forretning, brugere og IT

Annkathrine Schmidt Klose er junior projektleder i EWII, en energi- og forsyningsvirksomhed, hvor hun i Business Excellence driver og faciliterer digitaliseringsprojekter i tæt samspil mellem forretning, brugere og IT – fra behovsafdækning og procesanalyse til test og implementering. Hun bruger designfagligheden til at forstå behov, skabe samarbejde og udvikle løsninger, der fungerer i praksis.

"Jeg har altid været fascineret af forretning og af, hvordan man skaber forandring i organisationer. I dag driver og faciliterer jeg digitaliseringsprojekter på tværs af EWII. Arbejdet starter ofte med at afdække behovene i forretningen og forstå de eksisterende processer. Her analyserer vi, hvor der er potentiale for digitalisering og AI, udvikler løsninger sammen med IT og forretningen og tester dem, før de bliver implementeret i drift.

Data fylder meget i mit arbejde, og jeg bruger meget tid på at finde og strukturere relevante datakilder sammen med de forskellige afdelinger. Det motiverer mig at udvikle løsninger, som digitaliserer processer i EWII og sikrer en datadrevet udviklingsproces.

Jeg arbejder på flere projekter og med forskellige forretninger i EWII samtidigt. Vi står blandt andet overfor at skulle implementere generativ dataanalyse i forbindelse med controlling i en af vores forretninger. Det er et projekt, som skal gøre store datamængder mere overskuelige og anvendelige for medarbejderne.

Jeg bruger designfagligheden hver dag – ikke til at designe produkter, men til at forstå behov, skabe samarbejde og udvikle løsninger, der fungerer.

Jeg bruger designfagligheden hver dag – ikke til at designe produkter, men til at forstå behov, skabe samarbejde og udvikle løsninger, der fungerer i praksis. I mit arbejde bruger jeg principperne fra Design Thinking, som vi lærte på kandidaten i Designledelse. Vi tager udgangspunkt i brugernes behov, udvikler løsninger i samarbejde med forretningen og tester dem af i praksis, før de bliver implementeret.

Meget af mit arbejde handler også om at facilitere og lede dialoger mellem forskellige interessenter i organisationen. Her bruger jeg især min viden om projektledelse og stakeholder management fra bacheloren. Jeg ser mig selv som et bindeled mellem brugerne, forretningen og IT, hvor en stor del af arbejdet handler om at skabe samarbejde mellem mennesker med forskellige fagligheder.

Da jeg blev færdig med uddannelsen, troede jeg egentlig, at jeg skulle finde en stilling som designleder. I dag kan jeg se, at jeg bruger mange af de samme værktøjer som projektleder. Jeg har også fundet ud af, at evnen til at skabe fremdrift, drive projekter og få mennesker med ombord er lige så vigtig som en faglig specialisering."

Annkathrines vej til jobbet


Annkathrine har:

  • en bacheloruddannelse i Designkultur (Syddansk Universitet)
  • en kandidatuddannelse i Designledelse (Syddansk Universitet)

Annkathrines karrierevej er formet af både faglige og personlige interesser og de valg, hun har truffet undervejs i studietiden. Hvad bliver mon din vej?