Skip to main content
Luftforurening

Virksomhed vil sikre minimal partikelforurening

Den nystartede virksomhed SenseFence vil skabe en bedre overvågning af forurening fra industrivirksomheder, der ligger tæt på beboelsesområder.

Af Andreas Brunebjerg Jørgensen, , 08-01-2021

To SDU-studerende John Sevdal og Patrick Jensen har startet deres egen virksomhed med det formål at hjælpe industrier med at overvåge partikelforurening. Det kan i sidste ende sikre bedre bæredygtighed hos industrivirksomheder, der er nabo til beboelsesområder.

De to iværksættere modtog i foråret 20.000 kr. i støtte fra Møllerens Fond, og det har betydet rigtig meget for dem.

– Det var rart at modtage pengene. Det føltes som et skulderklap og en anerkendelse af, at det er et godt projekt, vi har gang i, siger direktør Patrick Jensen.

Partikelforurening overvåges

I takt med, at byer vokser og rykker tættere på industriområder, opstår der en ny problemstilling mellem beboelsesområder og industriområder. Nogle industrier kan udlede luftforurening, der kommer i strid med planloven.

Og det er netop denne problemstilling, som SenseFence ønsker at løse med udstyr til at overvåge partikelforurening i større industriområder.

Vores udstyr sender en advarsel om, at man er nået grænseværdien for den tilladte partikelforurening

John Sevdal, iværksætter

– Vi udvikler en kompakt sensorløsning og målestationer, som for eksempel kan monteres på industriarealer. Samtidig opsætter vi netværksudstyr til at opsamle data og dermed visualisere forureningen, siger John Sevdal.

­– Vores udstyr sender en advarsel om, at man er nået grænseværdien for den tilladte partikelforurening i de målte arealer. Dermed kan vi hjælpe virksomheder med at sikre overholde den tilladte forurening, så beboelsesområder ikke oplever for meget forurening, siger han

Vejledning hos SDU

Da de to kammerater kom på ideen, fik de efterfølgende hjælp og vejledning af SDU, og det er de meget taknemmelige for.

– Jeg er i gang med min kandidat, og John blev færdig sidste år. Vi har brugt SDU Entrepreneurship Labs til både hjælp og rådgivning med ansøgninger til legater af virksomheden, siger Patrick Jensen og tilføjer:

– Det er rart at sparre med folk, der rent faktisk arbejder med disse ting og samtidig har kunne med at skabe et netværk for os. Det her i den grad hjulpet os videre med vores drøm.

Fremtiden er lys

Selvom SenseFence kun har taget de første skridt, ligger der en spændende fremtid foran John Sevdal og Patrick Jensen.

-– Vores mål er at blive uafhængige af andet arbejde og leve af denne virksomhed. På nuværende tidspunkt samarbejder vi med den maritime sektor. Vi vil gerne udvikle både os selv, men også vores produkter, så vi forhåbentlig kan få nye kunder og få flere industrier og sektorer til at bruge vores produkt, siger John Sevdal.

 

Foto: SDU RIO

Redaktionen afsluttet: 08.01.2021