Iværksætteri

Iværksætter: Enten er du her, eller også er du her ikke

Louis Andres Goldschmidt startede en virksomhed med to kammerater under studierne. Mød en af SDU’s iværksættere, der har prøvet opture og nedture i forsøget på at brænde igennem med sin startup

Af Stine Charlotte Hansen, , 27-03-2019

Der findes et tidspunkt i enhver nystartet virksomhed, hvor grundlæggerne skal se hinanden i øjnene og afklare, om de stadig er på vej mod det samme mål.

Det tidspunkt husker iværksætter Louis Andres Goldschmidt tydeligt.

- Det går galt efter sommerferien sidste år, hvor det går op for mig, at jeg er den eneste, som har arbejdet hardcore med virksomheden hele sommeren. Det går op for mig, at det her er min mulighed for at udleve mine drømme, men at de andre ikke har det på samme måde. Vi havde glemt at forventningsafstemme, fortæller han. 

Sammen med to kammerater havde han under studierne startet og drevet netværksvirksomheden Bridger, som skaber kontakt mellem studerende og virksomheder med ledige projekt- eller praktikstillinger. 

Fra projekt til startup

Ideen til Bridger kom, da Louis så på sin egen uddannelse, at studerende er dårlige til at tage kontakt til virksomheder, og at de ikke er gode nok til at bruge deres eget netværk. Da han begyndte at spørge, fandt han ud af, at mindre virksomheder kan have svært ved at finde de folk, de skal bruge, på universitetet.

- Vi brugte det første år i Bridger på at undersøge markedet. Egentlig var det ment som et projekt, vi kunne give videre til universitetet, men det udviklede sig til, at vi skabte vores egen virksomhed. Og vi testede rigtig meget, siger Louis.

- Vi er ikke hr-folk, vi er ingeniører, datamindede og analytiske og er gode til at teste. Det har givet os succes, men de mange tests har også været en ulempe. Vi gik efter alle mulighederne og ville løse mange problemer på en gang. 

Først lavede iværksætterne en netværksportal, som var gratis at registrere sig på. Så fandt de ud af, at virksomheder ville betale dem for at headhunte folk. 

Bridger gik fra at være projekt til startup med mange muligheder.

God til at bygge relationer

Louis Andres Goldschmidt er en relationsbygger. Han har i mange år oplevet, hvordan hans eget personlige netværk, og måden at bruge det på, har skabt værdi for folk omkring ham. 

- Jeg kan godt lide at bruge mit netværk aktivt for at hjælpe andre. Det har jeg altid gjort. Jeg har haft andre startups før. Solgte biler i gymnasiet. Har lavet cateringevents. Kom til at blive chef der, hvor jeg først havde været opvasker. Når man er hårdtarbejdende i virksomheder og finder muligheder og løsninger, kaster det tit noget andet af sig. Og med Bridger kan jeg igen se værdien af at lave stærke netværk.

Måske er det lidt ironisk, at grundlæggerne af en netværksvirksomhed glemte at afstemme, hvor de ville hen med deres virksomhed. Med tiden blev det også sværere, fordi en af dem flyttede til udlandet.

- Hvis jeg vidste det, jeg ved nu, havde jeg sagt, at enten er du her, eller også er du her ikke. Vi kunne for eksempel ikke rykke, for hver eneste gang, der skulle tages beslutninger i virksomheden, skulle vi mødes over skype. Det bliver tungt, forklarer Louis. 

Skab værdi og fjern støjen

Af og til skal man indkassere erfaringen, før tingene går op for en. Han kunne også se, at de tre var blevet for uskarpe til at kommunikere, hvad Bridgers tilbud egentlig var.

- Jeg endte med at aftale med de to andre, at jeg købte dem ud af vores virksomhed. Det var ikke let, men det var nødvendigt. Bridger kunne ikke udvikle sig med folk, der ikke ville det nok, og uden de rigtige kompetencer, forklarer Louis.

I de seneste måneder har Louis gjort sin ingeniøruddannelse færdig og ryddet op i sin virksomhed. Han har kasseret meget af de første års arbejde og holder fast i de ting, som virker. 

- Nu kan jeg se, hvor vi kan skabe værdi, og fjerne støjen. Nu går jeg all in. Jeg giver Bridger et år efter studiet. Har sagt nej til andre jobs, for nu skal den have alt, hvad jeg kan give. Jeg har kæmpe ambitioner internationalt med Bridger. Jeg ser et marked og en forretning, som kan udvikle sig, forklarer han. 

- Og så lever jeg efter devisen om, at du misser hundrede procent af de skud, du ikke tager. Jeg vil have det sjovt med det, jeg laver.

Fem gode råd

Louis Andres Goldschmidt giver sine fem bedste råd til nye iværksættere.

Læs de fem råd

Bridger

Bridger er en virksomhed, der rekrutterer studerende til projekt- og praktikstillinger i virksomheder.

Mere om Bridger

Vil du være iværksætter?

Som studerende på SDU har du en alletiders mulighed for at prøve kræfter med iværksætteriet og skabe din egen startup ved siden af din uddannelse. Bliv en del af SDU Entrepreneurship Labs. Du finder os i alle campusbyer.

Ja tak! Jeg vil gerne finde ud af, hvordan jeg bliver iværksætter

Diplomingeniør i Integreret Design

Louis Andres Goldschmidt har læst uddannelsen Diplomingeniør i Integreret Design.

Læs om uddannelsen

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies